Fortællinger

Her kan du læse en række personlige fortællinger med borgere fra Københavns Kommune, som har været tilknyttet forløb hos Wattar Gruppen. Du vil få et indblik i den personlige udvikling, som de har gennemlevet i forløbet og som har været medvirkende til, at de i dag er videre i deres liv.

Kasper vil bryde tabuer

 Profil Kasper

21-årige Kasper var på kontanthjælp og langt fra klar til at få et arbejde. Han led af angst og depression. I dag har han det godt, han holder foredrag og drømmer om at skrive en bog.

– I dag er jeg mig selv – glad og positiv og jeg har store forventninger til fremtiden, siger en smilende Kasper.

Læs mere om Kasper

21-årige Kasper var på kontanthjælp og langt fra klar til at få et arbejde. Han led af angst og depression. I dag har han det godt, han holder foredrag og drømmer om at skrive en bog, der bryder de mange tabuer, han synes, der er omkring depression.– Jeg fortæller gerne om Kasper, der havde en depression, for den Kasper er jo en del af min identitet. I dag er jeg mig selv – glad og positiv og jeg har store forventninger til fremtiden, siger en smilende Kasper.

Kasper Portræt

Jeg var bange for, hvad folk tænkte om mig

Kasper led af social angst og depression, og han isolerede sig. Han var overbevist om, at han ikke var god nok, og følelsen af utilstrækkelighed var altid til stede.

– Jeg turde ikke tage Metroen, jeg ville ikke handle, og jeg kunne ikke få mig selv til at bede om hjælp, hvis jeg for eksempel havde brug for at finde en vare i supermarkedet. Jeg følte, at alle kiggede på mig, og jeg ville ikke være til besvær, fortæller Kasper, der også følte, at det var hans ansvar, at andre havde det godt.

Samtalerne har hjulpet mig

Som et led i Kaspers aktivering blev han henvist til Wattar Gruppen. Her blev han tilbudt samtaler med en psykolog to gange om ugen fra marts til august 2011. Egentlig syntes han ikke, at det var særligt sjovt at skulle til psykolog, men han blev positivt overrasket.

– Jeg følte, at der blev gjort en stor indsats for at hjælpe mig. Både psykologen og kommunen gjorde meget, og det gav mig troen på, at jeg kunne få det bedre, siger Kasper.

I dag er Kasper over sin depression, og han har ingen problemer med at handle eller køre med det offentlige.

Kasper er startet på en uddannelse, men havde et uheld på sin cykel forrige år, der desværre gjorde, at han ikke kunne gå op til eksamen, men han har meldt sig til igen næste år.

Holder foredrag for andre unge

Indtil da har han travlt med at holde foredrag – blandt andet for studerende på Københavns Universitet. Han laver også interviews og research til den bog, han drømmer om at skrive. En bog, der skal hjælpe med at bryde de tabuer, der er i forhold til unge med depression.

– Jeg oplevede selv, at mine omgivelser ikke forstod, at jeg var syg. Man kunne jo ikke se det, og jeg blev tit mødt med, at jeg bare skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg jo ikke, forklarer Kasper.

I dag har han fået troen på, at han kan, hvad han vil, og han går positivt til opgaverne. Den nye, åbne Kasper har desuden fundet en kæreste, som han nu bor sammen med.

– Jeg har lært at leve mit liv igen, og jeg er stolt af, hvor langt jeg er nået. Før følte jeg, at jeg skulle gøre folk omkring mig glade. I dag vil jeg gerne have, at de er glade, men det er ikke mit ansvar. Det er en stor erkendelse at nå til, siger Kasper.


Jeg har fået styr på mit liv

Profil Dan

Dan led af en svær depression. Efter et halvt år hos Wattar Gruppen har han fået overskud og glæde i sit liv, og er begyndt i praktik som pædagog.

– Før samlede jeg på dårlige oplevelser. I dag har jeg fokus på alt det positive i mit liv, og jeg er faktisk stolt af, at jeg har rykket mig så meget på så kort tid, siger Dan, der er 28 år.

Læs mere om Dan

Dan led af en svær depression. Efter et halvt år hos Wattar Gruppen har han fået overskud og glæde i sit liv, og er begyndt i praktik som pædagog.– Før samlede jeg på dårlige oplevelser. I dag har jeg fokus på alt det positive i mit liv, og jeg er faktisk stolt af, at jeg har rykket mig så meget på så kort tid, siger Dan, der er 28 år.

Portræt Dan

Jeg løj om, at jeg havde det godt

Udadtil har Dan altid været en glad dreng, men indeni var der kaos. Dan led af en svær depression, og havde svært ved at holde den glade facade og få hverdagen til at hænge sammen.

– Jeg orkede ikke det, der er vigtigt. Jeg kom ikke op om morgenen, men sov til langt op ad dagen, og mit hjem var et stort rod. Det lignede en losseplads, men jeg kunne ikke overskue at gøre noget ved det, fortæller Dan.

Ud over depressionen døjede han med social angst og fobi. For eksempel blev han rasende, hvis nogen prikkede til ham – også selv om prikket var venligt ment.

I dag er Dan ude af depressionen, og han har ikke længere problemer med at blive prikket til.

Fysisk træning og tillidsfulde samtaler er vejen frem

Det var en konsulent hos Jobcenteret, der inspirerede Dan til at blive pædagog, og det er stadig målet. Dan var dog i så dårlig fysisk form, at Jobcenteret gav ham et tilbud om træning. Siden talte Dan med konsulenten om muligheden for at skaffe en lejlighed. Konsulenten spurgte, om Dan havde problemer, siden han ikke kunne skaffe en selv.

– Det fik mig til at overveje, om jeg havde det skidt indeni. Og det havde jeg jo. Derfor kom jeg til Wattar Gruppen, hvor jeg kan supplere træning med psykologsamtaler og adfærdstræning, og det har hjulpet mig meget, fortæller Dan.

Det er især samtalerne med psykologen, der har gjort en forskel, mener Dan, der føler, at han er blevet mødt med tillid og derfor har fået modet til at tænke anderledes end før.

Blandt andet har han lært, at han ikke behøver at lade som om, alt er godt, hvis han har en dårlig dag. Og han har opdaget, at han får den hjælp, han har brug for fra venner og familie, når blot han beder om det, så hans nye livsfilosofi er: Vær ærlig og tal om tingene.

Praktik og motion

Det er også psykologen fra Wattar Gruppen, der har hjulpet med at finde en praktikplads. To dage om ugen er Dan i praktik som pædagog, og han har stadig samtaler med psykologen, samtidig med, at han deltager på ”Vægtløse tanker” og på motionshold, fordi han har brug for at tabe sig og komme i form. Dan er hypermobil, og det betyder, at han får ondt i led og muskler, når formen er for dårlig.

– I dag er min lejlighed i orden. Rodet er sorteret og puttet i kasser og jeg tror på en fremtid med uddannelse, job, kæreste og et rent hjem, siger Dan med et stort smil.


Kom bare med verden – så skal jeg æde den!

Profil Tine

Tine har for nyligt afsluttet et forløb hos Wattar Gruppen, og hun er klar til at møde verden og blive en del af arbejdsmarkedet igen.
– Jeg har opdaget, at jeg kan fungere både socialt og fagligt og at jeg faktisk har en masse at byde på, fortæller Tine, der er 35 år.

Læs mere om Tine

Tine har for nyligt afsluttet et forløb hos Wattar Gruppen, og hun er klar til at møde verden og blive en del af arbejdsmarkedet igen.

– Jeg har opdaget, at jeg kan fungere både socialt og fagligt og at jeg faktisk har en masse at byde på, fortæller Tine, der er 35 år.

Portræt Tine

Endelig var der nogen, der så mig!

Tine er uddannet psykomotorisk terapeut, men har været langtidssygemeldt på grund af depression. På et tidspunkt var hun ved at opgive kampen for at få nogen til at forstå, at hun faktisk var syg. Derfor var det hendes ønske at gå på førtidspension.

– Heldigvis kom jeg til en samtale med en socialrådgiver i Jobcenteret, der sagde, at jeg var alt for ung til førtidspension, men som også kunne se i mine papirer, at jeg var syg. Han sagde, at det, jeg fejlede, var noget, man kunne kurere, fortæller Tine, der følte en enorm lettelse over endelig at blive set og forstået.

Jeg var skeptisk

Socialrådgiveren satte hende i forbindelse med Wattar Gruppen, men Tine var skeptisk overfor, om de kunne hjælpe hende.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så tænkte jeg: Ok, jeg tager en tur mere i møllen og beviser, at det her er noget lort, siger Tine med et stort grin.

Heldigvis tog hun fejl! Tine har haft personlige samtaler med en psykolog og gået til afspænding, på depressions- og selvværdskursus og 24-ugers kursus. Hun har afsluttet sit forløb med et års praktik som psykomotorisk terapeut.

Det har været en hård proces at blive rask igen. Mindst lige så hårdt som at være syg, synes Tine, og det er stadig en kamp at bruge de redskaber, psykologen har givet hende, hver dag.

– Det er ubetinget det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har haft, siger Tine, der mener, at det kun har været muligt fordi Wattar Gruppen har holdt hende i hånden hele vejen og hjulpet hende med at sætte barren det rigtige sted.

Jeg har fået lov til at være mig

– Det, der adskiller Wattar Gruppen fra de andre tilbud, jeg har været i, er, at de går 100 procent ind i mødet med mig. Udgangspunktet er mig og det, jeg kan klare. Hvis jeg kun kan overskue at komme én gang om uge, så er det sådan, det er, forklarer Tine, der har lært, at uanset, hvad der sker, så bliver hun nødt til at stå op om morgenen. Før blev hun liggende.

– Det lyder måske banalt, men det er vigtigt, at jeg handler i stedet for at tænke eller føle mig ud af de problemer, jeg støder på, og første skridt er at komme op om morgenen.

Da hun skulle starte i praktik var hun usikker på, om hun kunne klare det, men hun kom af sted, og hun endte med at blive rigtig glad for det.

– Det er fantastisk at være kollega igen. Det, at nogen synes, at det er rart, at jeg er der og gør en forskel, det betyder da noget, siger Tine, der efter at have været væk fra arbejdsmarkedet i næsten 11 år, nu er klar til at komme tilbage igen.