Kunsten at finde ind til sig selv

Vejen tilbage til arbejdsmarkedet kan være lang. Især hvis man først er blevet syg og må bruge det meste af sin overskydende energi på at bekæmpe sin sygdom. Hvordan håndterer man både at skulle forholde sig til sin sygdom – med den angst, depression og stress, der ofte er forbundet med denne – og at skulle planlægge, hvordan man kan komme tilbage på det arbejdsmarked, man før plejede at være en del af?

Denne problematik kender Katja Pernille Hansen, som de seneste fem uger har deltaget i kurset Mestring af Sygdom og Job.

Katja blev henvist til kurset fra det jobcenter, hun er tilknyttet i Tårnby Kommune. Som navnet angiver, er målet med kurset at lære at mestre en tilværelse præget af sygdom. Derudover får kursusdeltageren nødvendige redskaber til, på sigt, at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Katja har gennemført de første fem kursusgange og har kun den sjette og sidste gang tilbage.

For to år siden blev Katja ramt af brystkræft, hvorefter hun var væk fra sit arbejde i et år. Da hun vendte tilbage til sit job, startede hun op igen med en langsom optrapningsplan, og efter fire måneder var hun tilbage på fuldtid. Imidlertid kom hun efter kort tid ud for et uheld: Hun faldt og brækkede sin ene ankel samt fik to mindre brud på den anden fod. Katja måtte sygemelde sig igen. Tre dage efter ringede hendes chef med beskeden om, at hun var fyret. Hendes verden braste sammen endnu en gang.

Katja er ikke i en situation nu, hvor hun føler sig parat til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. ”Lige nu er jeg i en proces, hvor jeg skal bearbejde det hele og have opbygget mig selv fysisk og psykisk, og det har jeg heldigvis fået lov til af Tårnby Kommune”, fortæller Katja.

Selve kurset

For Katja er det et rigtig væsentligt og positivt træk ved kurset, at det ikke kun er rettet mod, at borgeren skal vende tilbage til arbejdsmarkedet, men også mod at give borgeren en række redskaber til at mestre sin tilværelse, i og med vedkommende bliver mere bevidst om sig selv og den situation, han/hun befinder sig i.

”Det er faktisk først i dag, vi har snakket meget konkret omkring dét at vende tilbage til arbejdet og hvad for nogle bekymringer, man kan gøre sig om at skulle vende tilbage til en arbejdsplads. De fire første gange handlede det meget om at få nogle redskaber til at arbejde med sig selv og arbejde med angstsymptomerne og depressionen”, forklarer Katja.

En konkret øvelse, Katja og de andre deltagere arbejder med på kurset, er den såkaldte ’Positiv dagbog’. Meningen med denne dagbog er, at man på dagsbasis skriver eksempler ned på noget, man er glad eller taknemmelig for, med henblik på at få sit fokus flyttet over på nogle positive ting.

Om de ting, man kan vælge at skrive om i dagbogen, forklarer Katja: ”Det kan være fuldstændig banale ting. Det kunne fx være, at jeg kom af sted i dag til kurset, for jeg var egentlig dødtræt og magtede det slet ikke – men jeg kom af sted.”

Ifølge Katja er ’Positiv dagbog’ et rigtig nyttigt redskab til at skabe en mere positiv tankegang i hverdagen. ”Jeg synes, det er en rigtig god øvelse og en rigtig god måde at se sin egen verden på. Når man netop synes, at det hele bare er for meget – og hvad skal der blive af mig? – så er det meget fedt at kunne sige til sig selv: ’Det er måske ikke så slemt alligevel.’”

Det kan Katja tage med sig efter kurset

Katja nævner flere aspekter ved kurset, som hun tror på, hun kan tage med sig videre i livet, når kurset om en uge er slut. Bl.a. fortæller hun: ”Jeg er blevet bevidst om nogle mekanismer i mig selv, og jeg føler, jeg har fået nogle redskaber, som jeg kan bruge til at arbejde med mig selv på en positiv og konstruktiv måde.” Her tilføjer Katja, at hun vil kunne bruge disse redskaber både i forhold til et fremtidigt arbejde og inden for mere private rammer.

Selvom Katja fremhæver de redskaber, kurset har givet hende, gør hun det klart, at hun endnu ikke føler sig klar til at skulle have et nyt job. Hun pointerer dog alligevel: ”Når jeg står i den situation på et tidspunkt [at skulle tilbage på arbejdsmarkedet] – om det så er i morgen eller om et halvt år – så føler jeg nok, at jeg er bedre rustet til at kunne klare de problemer og udfordringer, der må komme.”

Katja fortæller, at da hun startede på kurset, tænkte hun, at hvis hun ikke kunne finde ud af at få sin egen personlige tilværelse til at fungere, hvordan skulle hun så kunne få et job til at fungere. Men på de fem uger, kurset har varet, har Katja, ifølge hende selv, rykket sig meget, og hun tænker nu i stedet, at det hele måske alligevel ikke er så håbløst og uoverskueligt – at hun godt, på et tidspunkt, kan komme ud på arbejdsmarkedet igen.

Afslutningsvis er der næppe noget, der fremhæver, hvad Katja har fået ud af sit forløb, bedre end hendes egen formulering: ”Man bliver forbavset over, hvor lidt der skal til af de der små ting, for at livet bliver meget mere positivt.” En pointe, der sikkert har relevans for mange andre end kun Katja selv.

Er du interesseret i at læse mere om kurset Mestring af Sygdom og Job, kan du klikke her.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen