Psykolog

Mentorering – det handler om at tage folk i hånden, der hvor de er

Angst, sygdom, stress, depression – vi kan alle opleve en svær periode i vores liv, hvor arbejde eller uddannelse bliver uoverskuelig. Denne periode bliver for nogen uendelig lang, og overblikket over hverdagen smuldrer i takt med, at tiden går. Det er i sådan en situation, en mentor kan være altafgørende, så borgeren kan komme sikkert tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

En mentors job er at skabe struktur og overblik i borgerens hverdag og finde frem til vedkommendes barrierer og styrker, så der atter bliver skabt en indre motivation. I denne artikel vil vi give dig et indblik i jobbet som mentor og inspiration til, hvordan du kan arbejde med mentorering i beskæftigelsen.

Jobbet som mentor

Jobbet som mentor har mange facetter – både for mentoren og menteen. For menteen er formålet at komme tilbage i beskæftigelse eller uddannelse, få forøget sin livskvalitet, blive inkluderet i et fællesskab og komme til at fungere bedre i sin dagligdag.

”Det vigtigste i mit arbejde, som mentor, er at bære håbet. At bære håbet, så det kan smitte af på mine mentees. Hvis vi arbejder sammen, struktureret og målrettet, så har menteerne lige så mange muligheder, som alle andre i vores samfund, til at komme derhen, hvor vedkommende gerne vil,” fortæller Peter Sakke, tidligere kursist hos Wattar Gruppen og mentor i beskæftigelsen.

Som mentor tager du borgeren i hånden der, hvor vedkommende er og skaber en indre dialog, hvor der bliver fokuseret på borgerens styrker og barrierer. En stor fordel ved mentorjobbet er hjemmebesøg hos menteen. Dette kan give en større forståelse og indblik i borgerens hverdag og en viden om, hvad borgeren har brug for af hjælp. Hjemmebesøg gør det muligt at skabe en tættere relation til borgeren og opnå vedkommendes tillid.

En af de vigtigste evner, som mentor, er at have empati og at kunne skabe tillid til et menneske, som ofte føler sig fastlåst. Det handler om at have en god kontakt til mennesket og vise, at selvom man modtager sin løn fra kommunen, så arbejder man for at hjælpe og støtte borgeren videre med sit liv.

Mentoreringen er til glæde for begge parter.”Personligt bliver jeg fagligt stærkere af mit arbejde, som mentor, da det er et job, hvor jeg arbejder meget tværfagligt. Man får en forståelse for, hvilke regler og love vores samfund er struktureret efter, og som er vigtige at forholde sig til, når man er i den situation, at man har mistet sit job eller fået en psykisk lidelse, som gør det svært at komme tilbage i arbejde,” fortæller Finn Bo Rüscher, som er psykolog og mentor hos Wattar Gruppen.

SMART-mål

Målene er meget tydelige i mentorjobbet, så borgeren konstant bliver mindet om sine fremskridt. Et fordelagtigt værktøj er SMART-mål, hvor der fokuseres på at skabe klare, specifikke og afgrænsede mål, hvor spørgsmål er med til at afklare og præcisere målet, så det bliver så tilgængeligt for borgeren som muligt. SMART-metoden afgrænser målet i forhold til situationen, målbarheden, attraktiviteten, realismen og tidsperioden.

”Det er en metode, hvor mentoren og menteen hurtigt oplever forandring og udvikling, fordi man tager nogle små skridt ad gangen. Der er konstant fokus på, hvad borgeren har opnået samlet set, hvad der er opnået i løbet af ugen, og hvad der skal arbejdes videre med,” fortæller Finn Bo Rüscher.

Vigtigheden i at anvende motivationsskabende dialog

For mange borgere er det lang tid siden, at de har været på arbejdsmarkedet. De lever muligvis isoleret, har forsøgt praktik, men har måske ikke kunnet gennemføre det, og har måske aldrig haft mod til at gå i gang med eller taget en uddannelse. Samtidig bliver de stillet over for nogle opgaver, på jobcenteret, som de måske finder vanskelige at udføre.  Denne tunge bagage skaber samlet set en masse dårlige oplevelser, hvilket gør det svært at fastholde og skabe motivation.

”At finde motivationen, for borgeren, er ofte svært, og det kan nogle gange tage lang tid. Samtidig er det også det, der gør jobbet, som mentor, spændende og udfordrende,” fortæller Finn Bo Rüscher.

Yes-oplevelserne

”Jobbet som mentor er meget udfordrende, og det er ikke nemt, men det er givende, når jeg kan se, at borgerne har rykket sig, er kommet tættere på de mål, som de har i livet eller er nået til et punkt, hvor de kan mærke deres grænser og kan sige fra,” fortæller Finn Bo Rüscher om det opløftende ved mentorjobbet.

”Det bedste er at mærke glæden en mentee oplever, når vedkommende lykkes med at mestre nogle opgaver. Det er meget livsbekræftende, og samtidig bliver det berigende, når man konstant skal prøve at finde nye løsninger og veje at gå for at hjælpe borgeren,” fortæller Peter Sakke og forsætter med en af de gode oplevelser hans job, som mentor, har givet:

”Jeg har en oplevelse, som står rigtig skarpt i min hukommelse. Jeg var mentor for en borger, som kun havde haft nogle småjobs i løbet af sit liv. Borgeren kæmpede med borderline, cutting, spiseforstyrrelser og et alkoholmisbrug. Tre-fire gange havde vedkommende prøvet at være i praktik, men det var desværre gået galt hver gang. Den første gang jeg fik hende i praktik, gik det også galt. Herefter arbejdede vi nogle måneder med, hvad det betød for hende at have diagnosen borderline, og hvad disse mislykkede forsøg skyldes. Den næste praktikplads hun begyndte på var to gange om ugen i 2½ time , hvor hun hver gang havde bagt kage til sine kollegaer. For min mentee havde det denne effekt, at hun ikke længere pilede af sted og var angst og nervøs, men i stedet begyndte at turde tage ansvar for sit eget liv.

Stille og roligt begyndte hun selv at kunne klare møderne med familievejleder, distriktspsykiatrien og samtalerne med sin læge. Kronen på værket var, da hun deltog i julefrokosten på arbejdspladsen og festede hele aftenen med sine kollegaer. Hun VILLE være rask. Hun gik fra at kunne ingenting til at kunne mestre sit liv, sine børn, sin mand, sit praktiksted, den daglige husholdning, tage sin medicin og spise regelmæssigt.

Det, der virkede for denne borger, var at arbejde med ugeplaner, så ugen var struktureret, og at hun løbende kunne følge med i det. Selvfølgelig skete der også udfald, men når det skete, havde vi udarbejdet en masse strategier, som gjorde at hun vidste, hvad hun skulle gøre. Alle strategierne var indtastet i hendes mobil, så når panikken ramte, havde hun mulighed for at læse på sin telefon, hvad hun skulle gøre.

Den sag er jeg stolt af, og på nuværende tidspunkt har hun ikke drukket i seks måneder. At opleve sådan et forløb er meget givende,” fortæller Peter Sakke.

Mentoruddannelsen

Wattar Gruppen har et ønske om, at alle mentorer, på arbejdsmarkedet, har høje faglige kompetencer og en solid baggrundsviden om teori og metode inden for feltet, så mentorerne hermed kan arbejde med en høj professionalisme. Derfor tilbyder Wattar Gruppen både et 2-dages kursus i mentorering og en certificeret kognitiv mentoruddannelse, som styrker mentorens viden, færdigheder og kompetencer.

”Jeg ønskede at øge min viden og baggrund inden for mentorering. Jeg havde erfaringer med samtaler, men havde et behov for nogle værktøjer og redskaber, som jeg kunne bruge under disse samtaler og dermed skabe en forandringsproces og fremskridt. På uddannelsen, som kognitiv mentor, lærte jeg at anvende motivationsskabende dialog, hvilket er et vigtigt redskab i mit daglige arbejde. Ved brug af denne form for dialog kan jeg, på en effektiv måde, finde frem til de områder borgeren skal arbejde med,” fortæller Torben Nielsen, cand.merc.jur. og mentor, som er uddannet til kognitiv mentor hos Wattar Gruppen.

Kognitiv mentoruddannelsen hos Wattar Gruppen tager afsæt i kognitiv teori og metode og giver en teoretisk viden om og praktiske færdigheder i kognitiv mentorering. Undervisningen bygger på deltagernes faglighed, og deltagerne vil lære at støtte deres mentees i at kunne gennemføre forandringsprocessor.

”Det, der har styrket mine kompetencer mest, er kombinationen af teori og praktiske øvelser, som blev anvendt under hele uddannelsesforløbet. Jeg fik mulighed for at træne rollen, som mentor, sammen med de andre deltagere og underviseren, hvilket gav mig konkret erfaring og inspiration, som jeg kan bruge i mit nuværende arbejde. Samtidig har øvelserne gjort, at jeg oplever at have mere styr på samtalen, hvilket både giver mine mentees og jeg en større ro under samtalerne,” fortæller Torben Nielsen.

Har du interesse i at blive uddannet som mentor eller deltage i et 2-dages mentorkursus, er du velkommen til at kontakte Wattar Gruppen for yderligere information.