Min datter har ikke fortjent at se sin far i fængsel

Morten* er ikke, som folk er flest. Det er han selv helt bevidst om. Han er familiefar med et stort beskyttergen, han er tidligere kriminel med tilknytning til rockermiljøet og med flere fængselsdomme, og så elsker han at komme hos sin psykolog og bliver helt høj af at snakke med andre mennesker.

Dette portræt vil skildre en mand, som er kommet ud af en kriminel løbebane og har etableret en tilværelse som et bedre menneske, en god far og ikke mindst med det job, han altid har drømt om.

Forlod kriminaliteten

Morten er nu 43 år. Som ung levede han et kriminelt liv med stærk tilknytning til rockermiljøet – dog uden at blive rigtig rocker. ”Jeg havde en fremragende kriminel løbebane foran mig. Altså, jeg var et nanoskridt fra at skulle være rocker”, fortæller Morten. ”Jamen, jeg har solgt stoffer og kradset penge ind, og jeg har lavet det hele”, forklarer han desuden om sin kriminelle fortid. I sine unge dage sad Morten inde hele seks gange for rå og brutal vold af særlig farlig karakter. Alt i alt har han været i fængsel otte gange – dog med en sammenlagt varighed på mindre end et år.

For ca. 20 år siden – netop da den første store rockerkrig brød ud – skete der imidlertid noget, der ændrede alting for Morten. Noget, som gjorde, at han måtte genoverveje, om det kriminelle liv var det rigtige for ham: Han fik i fængslet besøg af sin lille datter på omkring et år.

”Det var en straf for mig. Hun har jo ikke fortjent at se sin far på den måde. Det gjorde ondt langt ind i mig. Det gør det stadigvæk – også bare når jeg snakker om det. Fordi det er jo ikke et valg, hun har (…) Jeg besluttede mig for, at hun ikke skulle opleve sin far sidde i fængsel mere.”

Dette hårde – og på samme tid øjenåbnende – møde med hans datter blev anledningen til, at Morten valgte at forlade kriminaliteten og det liv, han hidtil havde levet.

”Jeg blev nødt til at finde et andet spor, fordi min datter ikke havde fortjent det. Og jeg kunne heller ikke leve med at sidde i spjældet. Jeg ville være kommet til at sidde i noget langvarigt, hvis jeg var blevet ved i den bane. Så jeg skulle finde på noget andet at lave end kriminalitet, og så blev jeg lagerarbejder.”

Begyndte hos psykolog

Årene gik. Morten var lagerarbejder i omkring 18 år og holdt sig i denne periode uden for alle former for organiseret kriminalitet. Men igen skete der noget, der vendte op og ned på Mortens tilværelse. Hans mor gik bort.

Morten har altid haft en særlig ansvarsfølelse og et stort beskyttergen over for sin mor. Så han tog sig omhyggeligt af hende og passede hende, da hun blev syg, og indtil hun gik bort.

Men samtidig med at dette beskyttergen har gjort, at Morten knyttede et tæt bånd til sin mor, har det også haft mere negative konsekvenser for Morten: ”Jeg har ikke rigtig kunnet leve mit liv, fordi jeg har haft en eller anden beskyttertrang.”

Det var derfor også en kombineret følelse af på den ene side lettelse over ikke at skulle beskytte og passe moren længere og på den anden side uoverkommelig sorg, der ramte Morten, da moren døde. Morten havde et stærkt bånd til sin mor. ”Min mor, hun var den bedste i verden. Min bedste ven. Min mor, hun var min soulmate”, fortæller Morten.

Hendes bortgang tog derfor hårdt på ham, og den var en af årsagerne til, at Morten i den periode udviklede en depression. Depressionen betød, at Morten begyndte at gå til psykolog.

”Jeg er ikke startet til psykolog, fordi jeg har levet et hårdt liv, været misbruger, kriminel og alle sådan nogle ting. Det har slet ikke noget med sagen at gøre. Det har udelukkende noget at gøre med, at jeg blev dybt deprimeret og havde virkelig meget brug for en at snakke med.”

Selvom Morten stadig er meget berørt af sin mors død og føler et dybt savn til hende, kan han mærke, at hans psykologsamtaler har hjulpet ham til at forholde sig til de svære følelser på en mere positiv måde.

”Jeg savner min mor hver dag. Hver evig eneste dag. Og jeg bliver rørt af at skulle snakke om hende. Så jeg tror nu egentlig aldrig nogensinde, at jeg vil komme mig over det. Men det [det at gå til psykolog] har da gjort, at det er blevet nemmere at leve med.”

”Jeg bliver høj af at komme hos min psykolog”

Da Morten begyndte at gå til psykolog, var der tale om et beskæftigelsesfremmende forløb gennem kommunen med en psykolog og en borger. Ifølge Morten har dette ændret sig med tiden. I dag vil Morten nærmere betegne sin psykolog og sit forløb som et sparringsforløb.

”Det er ikke et typisk samtaleforløb, vi har mere. Det er et sparringsforløb.” Morten betragter sin psykolog som en god sparringspartner, og han er ikke i tvivl om, at det er gensidigt.

”Min psykolog kan også godt lide at snakke med mig, og han får også meget ud af at snakke med mig, fordi jeg er anderledes, end han har kunnet læse sig til. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår det (…) Jeg har unormal adfærd, i forhold til hvad psykologerne normalt bliver undervist og skolet i.”

Godt nok kalder Morten det et sparringsforløb, men han er samtidig helt bevidst om den betydning, hans psykologs rent professionelle, psykologfaglige indgangsvinkel har for deres samtaler.

”Min psykolog skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv. Det er ikke derfor, jeg går hos ham. Men jeg er fuldt bevidst om, at han som psykolog ved noget generelt om mennesker og om nogle af de mekanismer, der styrer os alle sammen. Min psykolog kan hjælpe mig med at få åbnet de døre, jeg ikke selv kan finde.” Morten tilføjer med et skævt smil: ”Hov, det kom til at lyde meget klogt.”

Morten fortæller, at han føler, han har lært sig selv bedre at kende gennem sit psykologforløb, ligesom det har givet ham en anden forståelse for, hvordan man kan leve sit liv – at der findes andre værdier end dem, Morten kendte til i forvejen.

”Jeg er blevet mere positivt tænkende. Og min psykolog har været drivkraften i det. Og så har jeg så gjort mit for at køre med. Jeg har blind tillid til min psykolog. Også når han kommer hjem og har været på kurser og fundet på et eller andet nyt, mærkeligt ”mind trick”, eller hvad ved jeg. Og det har også været mega grænseoverskridende, men jeg er altid hoppet ud i det sammen med ham.”

Ifølge Morten selv passer han ikke ind i det billede, man almindeligvis har af en person, der går til psykolog. Hvor man måske typisk vil tænke på folk, der kommer hos en psykolog, som nedtrykte, deprimerede eller triste, så befinder Morten sig i den helt modsatte boldgade.

”Jeg fik jo også at vide, at når man har været til sådan en session hos psykologen, så skal man lige huske at køre hjem og slappe af og huske at få drukket noget vand, fordi man kan godt blive lidt træt og sådan nogle ting, ikke. Men jeg har det sådan her, når jeg kommer ud fra min psykolog: YEEEAH! Jeg har det fuldstændig modsat af det, man normalt hører om folk, der har været i samtaleforløb. Jeg kan sagtens sidde og snakke med min psykolog i otte timer.”

Morten forklarer, at han ligefrem bliver helt høj af sine psykologsamtaler: ”Hvis jeg har haft en rigtig god samtale med min psykolog, så er jeg helt oppe. Så er jeg slet ikke til at komme i nærheden af (…) Det er narko for mig at snakke med andre mennesker. Jeg bliver høj af at komme hos min psykolog.”

Ansat som praktisk pædagogmedhjælper

Morten har altid haft en drøm om at blive pædagog. En drøm, der er blevet bakket op af hans mor, som ofte opfordrede ham til en dag at blive pædagog.

”Jeg har altid drømt om, at jeg skulle lave en eller anden form for pædagogisk arbejde. Det at mærke at gøre en forskel for andre mennesker, det tror jeg, er noget af det mest givende, man kan komme i nærheden af som menneske.”

Noget tid efter Morten var startet til psykolog, tog psykologen kontakt til lederen af bostedet Stranden og fik en aftale om en jobsamtale om et pædagogjob mellem Morten og lederen i hus.

Stranden er et bosted for psykisk sårbare voksne mennesker på 18-40 år, hvoraf flere også har været i kontakt med kriminalitet. Morten tog til jobsamtalen og blev med det samme sikker på, at han havde fundet sit drømmejob. Desværre var der på daværende tidspunkt ikke nogen ledig stilling. Til gengæld fik Morten mulighed for at blive jobpraktikant på stedet.

Efter et års tid som jobpraktikant var der stadig ikke en ledig stilling, og Morten kom derfor i løntilskud på stedet og var det i et år. Efter i alt to år i både jobpraktik og løntilskud gjorde omstændighederne, at der den 1. maj 2015 blev råd til at ansætte Morten i en fuldtidsstilling som praktisk pædagogmedhjælper. Morten fik dermed det job, han altid havde drømt om, og som han havde kæmpet for at få i to år.

Om jobbet fortæller Morten: ”Jeg bruger mig selv meget i forhold til jobbet. Fordi jeg ved også, at jeg er god til at snakke, jeg er god til at læse folk, og jeg ved, at hvis man giver lidt af sig selv, så er det nemmere for den, der sidder overfor at åbne op af sin boks og give noget tilbage.” Morten tilføjer: ”Jeg vil rigtig gerne dele ud af mine livserfaringer, fordi jeg mener, at der er et lys derude for os alle sammen – også for dem, der ikke kan finde det.”

Angrer ved at blive et lidt bedre menneske hver dag

Morten arbejder som praktisk pædagogmedhjælper, fordi han føler, han er nødt til at gøre en forskel, da der er for få af hans slags i miljøet. Men det er ikke kun på hans job, han vil gøre en forskel. Han vil også gerne gøre en forskel i sit privatliv – som menneske. Han vil gerne, helt basalt, blive et bedre menneske.

”Jeg har levet et rigtig, rigtig hårdt liv og gjort nogle rigtig, rigtig dumme ting og været nede i nogle rigtig dybe huller. Men nu sidder jeg her. Og hver dag prøver jeg på at blive bare en lille smule bedre menneske, fordi jeg tænker, at når jeg så engang når næsten til slut, og jeg vender mig om og kigger, så er jeg sikker på, at jeg vil være et af verdens bedste mennesker.”

Ifølge Morten selv er hans stræben efter at blive et bedre menneske en måde for ham at angre på. Kun sjældent får Morten samvittighedskvaler over de ting, han har gjort i sin fortid som kriminel, og som sådan fortryder Morten heller ikke nogen af sine handlinger.

”Jeg synes jo, jeg har haft et fantastisk liv. Jeg har levet et mega hårdt liv, og jeg har gjort nogle rigtig dumme ting. Men hvis jeg skulle leve mit liv igen, så gjorde jeg det samme en gang til”, fortæller Morten.

For Morten giver det mere mening at angre sine ugerninger ved at blive et bedre menneske. ”Det er min måde at angre på. Jeg prøver at blive et lidt bedre menneske hver dag.”

Et konkret område, hvor Morten sætter ind og prøver at blive et bedre menneske og gøre en forskel, er opdragelsen af hans børn.

”Jeg har gjort meget ud af at lære min datter nogle helt andre værdier i verden, end dem, jeg har med hjemmefra. Det er meget vigtigt, at mine børn ikke går i samme fodspor som far. Kig på din far, og så skal du gå stik modsat hver gang.”

Skal man forsøge at løfte blikket og sætte Mortens fortælling om sit liv i perspektiv, vil det for mange sikkert være svært at relatere til de ting, Morten er gået igennem. Der er dog en helt essentiel pointe, man kan læse ud af Mortens fortælling, som alle formentlig kan forholde sig til: Det er aldrig for sent at skabe det liv, man gerne vil have.

* Morten er ikke det rigtige navn. Vi har valgt at anonymisere vedkommende.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen