På vej væk fra angsten – en fortælling om et virksomheds- og mentorforløb

Sofie* har agorafobi – en angst for at få angstanfald forskellige steder. Selve ordet agora er det græske ord for ”torv” eller ”åbne pladser”. Sofies angst kan imidlertid også forekomme i små rum, sociale situationer med mange (og fremmede) mennesker til stede og generelt i uvante situationer, hvor hun føler sig ”fanget” uden mulighed for at komme væk.

Sofie, der er 26 år gammel, fik første gang et panikanfald, da hun var 17 år. Her oplevede hun det som om, hendes angst overtog hende, og hun fik en følelse af at miste fornemmelsen for tid og sted. Siden da har hun haft flere lignende panikanfald.

Igennem årene har Sofie gennemført forskellige former for psykiatrisk og psykoterapeutisk behandling. Hun er blevet introduceret til en lang række redskaber, teknikker og øvelser, der skulle hjælpe hende til at få det bedre. Imidlertid var der ingen af disse behandlingsforsøg, der for alvor havde en effekt på hende.

”Det var som om, mine behandlere lige prøvede nogle enkelte ting af, de var vant til hjalp folk, og da det så ikke hjalp mig, blev jeg kastet videre i systemet”, fortæller Sofie.

Ved hele tiden at blive sendt videre begyndte Sofie at tro, at hun slet ikke kunne hjælpes. ”Jeg forstod ikke, at mine tanker egentlig var okay, og at jeg bare skulle arbejde med dem. Jeg tænkte, at mine tanker var en fejl.”

Det grundlæggende problem ved de forskellige behandlingsforsøg var, at der aldrig for alvor blev skabt en bæredygtig relation mellem Sofie og behandleren. I stedet følte Sofie sig presset til at skulle gøre ting, hun ikke var tryg ved. Hun blev ofte mødt af et ”du skal” frem for en oprigtig interesse og nysgerrighed omkring, hvem hun egentlig var som menneske, og hvorfor hun havde de problemer, hun havde.

Dette billede blev imidlertid ændret i september måned 2015. Her fik Sofie af Næstved Kommune bevilget et mentorforløb hos Wattar Gruppen. Et forløb, der betød, at Sofie 2 gange om ugen à 2 timer mødtes med en mentor, der skulle støtte Sofie i udviklingen af hendes sociale kompetencer og hjælpe hende med at håndtere angsten, så hun på sigt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Mentorforløbet

Det var vigtigt for Sofies mentor helt fra starten af at betone over for Sofie, at hun var okay, som hun var, at det var forståeligt, at hun blev bange, når hun tænkte skræmmende tanker, og at hun skulle tro mere på sig selv. Sofie skulle finde ud af hvilke ting, der hjalp hende, i stedet for udelukkende at gå ud fra de redskaber, hun havde fået, og som ikke virkede.

Til Sofies møder med hendes mentor blev der på denne måde hurtigt skabt en rolig atmosfære, hvor der var rum til at tale om Sofies styrker, om at angsten ikke behøvede at være farlig, og om at Sofie kunne tage kontrollen ved at lære at tænke anderledes omkring angsten. ”En ting, der især har været med til at hjælpe mig videre, er, at vi ikke kun har talt om det, der var galt med mig”, fortæller Sofie.

Da Sofie og hendes mentor mødtes i starten, måtte de være hjemme hos Sofie, eftersom hun var meget utryg ved tanken om at skulle færdes i det offentlige rum blandt en fremmede mennesker. Gradvist begyndte de dog at gå mere og mere ud. Til sidst kunne Sofie og hendes mentor finde på at gå ture i det lokale indkøbscenter eller tage et smut forbi biblioteket.

Om turene i centret fortæller Sofie: ”Jeg havde det med at kravle langs væggene, når vi gik i centret. En dag fortalte min mentor mig, at jeg skulle rette mig op og vise, at her kom jeg, i stedet for at signalere til folk at de bare kunne komme og træde på mig. Jeg tænkte: ’Det hjælper sgu da ikke en skid, men jeg prøver lige.’ Og det hjalp, og man kan se det. Nu går folk udenom mig, når jeg kommer gående. Før bumlede de ind i min skulder, og det var med til at forstærke min følelse af angst.”

I det hele taget har Sofie og hendes mentor arbejdet meget med at træne Sofies opmærksomhed og skabe et fokus for hendes opmærksomhed – en tilgang, der også kendes fra mindfulness-terapiens princip om at være bevidst om sin krop, lytte til den og mærke sig selv. Dette er kommet til udtryk ved nogle af de opgaver, Sofies mentor har gav hende, da de gik tur i indkøbscentret:

”Jeg fik ofte nogle små opgaver. Fx at lægge mærke til mindst én ting, når jeg gik igennem centret: hvad en trøje trøje koster eksempelvis. Hvis jeg så blev urolig, skulle jeg forsøge at lægge mærke til mit ærme fx, og nusse det og lægge mærke til, hvordan det føltes, så jeg kunne få rettet fokus hen på noget andet.”

Dagbog med angstskala

Allerede i begyndelsen af mentorforløbet fik Sofie af sin mentor stillet til opgave at føre en dagbog, hvori hun skulle registrere sin angst. Mere præcist skulle Sofie udfylde en såkaldt angstskala.

Sofie forklarer: ”Min mentor gav mig til opgave at skrive ned hver dag, hvad jeg havde lavet. Hvis det var noget, der fremkaldte angst, skulle jeg sætte en skala på det fra 1 til 10, hvor 10 var det værste. At reflektere over, hvad jeg havde lavet i løbet af dagen, og hvor meget angst, det gav mig, gjorde, at jeg bedre kunne forholde mig til angsten og forstå den. Før tænkte jeg jo ikke over det. Der tænkte jeg bare, at det hele var nederen, hvis jeg havde en lille smule angst.”

Hver gang Sofie og hendes mentor mødtes, gennemgik de det, Sofie havde skrevet ned i dagbogen. De evaluerede Sofies oplevelse og talte om, hvad hun kunne øve sig på til næste gang. På den måde fik Sofie opgaver for fra gang til gang, hvor hun skulle udfordre sig selv og angsten.

En stor fordel ved dagbogen og dens angstskala har været, at Sofie nu kan bladre i dagbogen og se udviklingen i, hvordan angsten gradvist er blevet mindre over det seneste års tid, imens Sofie har haft sin mentor.

Sofies liv nu i forhold til for et år siden

At angsten er aftaget, kommer blandt andet til udtryk ved, at Sofie er blevet bedre til at sige, hvordan hun har det, og hvad hun føler. Før ville hun altid bare have sagt, at hun havde det fint, uanset om det passede eller ej. Nu kan hun godt fortælle, at hun har haft en dårlig dag.

Især hendes familie har kunnet mærke denne forskel: ”Min kærestes stedfar spurgte mig en dag, hvordan jeg gik og havde det, hvortil jeg svarede: ’Jeg har det sgu godt. Jeg har det rigtig dejligt.’ Så stod han bare og kiggede på mig, fordi han troede, jeg var ironisk, og sagde så: ’Er det rigtigt?’. ’Ja, jeg har det godt’, svarede jeg igen, og så kunne han se, at jeg rent faktisk mente det.”

Sofie tilføjer, at en vigtig effekt ved, at folk har fundet ud af, at hun er blevet bedre til at give et ærligt svar, er, at de igen har fået lyst til at spørge ind til, hvordan hun har det.

For Sofie er en særlig vigtig virkning ved hendes mentorforløb desuden, at hun nu har fået nemmere ved at færdes i det offentlige rum. Det kunne hun ikke tidligere.

Det betyder imidlertid ikke, at hendes angst er helt forsvundet. ”Jeg skal stadig tænke over min krop og flytte fokusset for min opmærksomhed. Ellers går jeg og tænker på de andre mennesker. Jeg kan fx blive trist på en anden persons vegne, hvis jeg ser vedkommende se ensom ud, eller jeg kan spekulere over, hvad andre tænker om mig. Men jeg er blevet bedre til at se bort fra den slags ting.”

Sofie tilføjer: ”Hvis jeg skulle gå en tur i byen nu, vil der stadig være noget ubehag – men jeg kan godt, og det er det vigtigste. Jeg kan også se det på min angstskala, der er faldet 2-3 takker.”

Som resultat af at Sofie har fået det bedre, er forløbet mellem hende og mentoren nu overgået fra et mentorforløb til et virksomhedsforløb. Pga. den gode relation Sofie og mentoren imellem er deres samarbejde fortsat, dog med den forskel at mentoren nu har fået rollen som virksomhedskonsulent.

Sofie har nemlig fået en praktikplads: et 4-ugers forløb i en virksomhed, hvor hun skal lære at håndtere landbrugsmaskiner. Sofie og hendes virksomhedskonsulent går derfor ikke ture mere, men har fokus på hvordan Sofie kan håndtere sin hverdag, og hvordan hun kan arbejde med de forskellige udfordringer, hun oplever på sin praktikplads. 

Derudover taler de om, hvordan Sofie kan forberede sig på den landbrugsassistentuddannelse i Slagelse, som hun skal begynde på om fire måneder. Om dét at skulle starte fortæller Sofie: ”Jeg føler mig rustet til at starte. Godt nok er jeg ikke helt tryg ved det, men det er det, jeg vil, så jeg skal bare!”

Sofie lægger heller ikke skjul på, at hun ville have haft det helt anderledes ved tanken om at skulle starte på en uddannelse for blot et år siden – før hun mødte sin mentor. ”Dengang ville det bare have været en drøm, jeg ikke ville kunne realisere”.

* Sofie er ikke det rigtige navn. Vi har valgt at anonymisere vedkommende.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen