Rikke – et eksempel på et mentorforløb

Rikke har været igennem meget i sit liv. Hun har haft en turbulent fortid, der har sat sine tydelige spor hos hende, men hun har også oplevet, at der i flere omgange er blevet taget hånd om hende fra kommunens side. Høje-Taastrup Kommune, hvor hun bor, har således tilbudt Rikke forskellige typer forløb, som hun har taget imod, og som har haft en stor effekt for hende.

Et af disse er et mentorforløb – et forløb, hvor Rikke får mentorstøtte til at tackle sin dagligdag og nogle af udfordringerne i hendes tilværelse. Rikkes liv har nemlig ikke altid været en dans på roser.

Rikke – der er uddannet kok, men for tiden ikke er i arbejde – har i mange år haft et alkoholmisbrug, og i 7½ år levede hun i et voldeligt forhold med sin daværende kæreste. Forholdet endte med, at Rikke blev smidt på gaden. Hun havde ikke andre steder at tage hen end psykiatrisk afdeling, og det endte med, at hun kom på et forsorgshjem i Roskilde.

På denne baggrund fik Rikke i sommeren 2014 en stor depression. Hun fortæller: ”Det var min depression, der gjorde, at tingene blev uoverskuelige for mig. Noget, der før i tiden havde været simpelt for mig bare lige at gøre, blev uoverskueligt for mig. Jeg tænkte ting som: ’Det kan godt vente’, ’det er ikke vigtigt’, ’det når jeg bare en anden dag.’”

Rikke fik nu sværere og sværere ved at styre sit alkoholmisbrug. Og som resultat af et par mindre voldsepisoder, som Rikke blev kendt skyldig i, blev hun underlagt kriminalforsorgen og dennes krav om en såkaldt ”kontrolleret alkoholistbehandling”, hvilket betyder, at Rikke nu skal tage antabus to gange om ugen.

Alt dette – kombineret med at Rikke har slidgigt i store dele af kroppen – har medført, at både kommunen og Rikkes læge har anbefalet Rikke at vente med at vende tilbage til arbejdsmarkedet, ligesom det har medført, at jobcentret i Høje-Taastrup Kommune for et lille års tid siden bevilgede et mentorforløb til Rikke.

Et mentorforløb der virker

En ting, Rikke sætter stor pris på ved sin mentor, Charlotte, er, at Charlotte tager medansvar for Rikkes udvikling. Rikke fortæller: ”Charlotte plejer at sige: ’Hvad gør vi så Rikke?’ Det er ikke noget med, ’hvad skal JEG så gøre’. Nej, ’hvad gør VI så?’”

Rikke ser derfor også sin mentor som en vigtig sparringspartner. En sparringspartner, som vel at mærke også er til rådighed uden for de fastsatte aftaler. Rikke føler således, at hendes mentor – også på et mere personligt niveau – reelt er interesseret i Rikkes velbefindende.

”Charlotte har været god til at holde fast i mig, fx hvis hun har kunnet mærke på mig, at jeg har været småtræt eller småirritabel. Så har hun ringet til mig et par timer efter for lige at tjekke op på, hvordan jeg har det. Og det har været vigtigt for mig: En, der har kunnet tage over og give den en ekstra tand, når jeg har haft brug for det.”

Én af de ting, Rikke føler, hun har lært af sit mentorforløb, er at blive bedre til at prioritere i sine daglige gøremål og se muligheder og løsninger frem for begrænsninger og udfordringer.

”Charlotte har været med til at hjælpe mig til at indse, at de ting, jeg kan løse her og nu, dem skal jeg løse, og de ting, jeg ikke kan løse her og nu, dem skal jeg ikke bruge tid på at løse. Dem kan jeg gemme til et senere tidspunkt. Charlotte siger altid: ’Hvordan kan vi vende situationen om, så vi kan komme videre herfra?’”

Der er flere hændelser fra Rikkes fortid, som hun har det dårligt over og ikke bryder sig om at tænke på. I den forbindelse har Rikkes samarbejde med Charlotte hjulpet Rikke til at indse, at hun ikke kan gøre noget ved sin fortid, og at det ikke nytter noget at bruge for meget energi på at spekulere over den.

”Charlotte har lært mig, at jeg skal lade være med at punke mig selv. Hun siger: ’Du kan ikke gøre det om. Der er ikke noget at gøre ved det.’ Sådan noget ville før i tiden have naget mig. Det ville have spist mig op indvendigt. Der har min mentor været med til at lære mig at lade ting ligge”.

I forlængelse heraf fortæller Rikke: ”Jeg kan ikke gøre noget ved fortiden, men jeg kan gøre noget ved nutiden, og jeg kan forholde mig til fremtiden”. Rikke og Charlotte bruger derfor meget tid på i fællesskab at undersøge, hvilke muligheder Rikke har for fremtiden. Et mentorforløb handler på den måde med at sætte realistiske fremtidsmål for Rikke – karrieremæssige såvel som personlige.

Alt i alt er Rikke meget bevidst om den store rolle, Charlotte har spillet for hendes dagligdag. Det har haft stor betydning for, hvordan det har set ud i kølvandet af den depression, hun fik for lidt over halvandet år siden.

”Jeg synes jo selv, jeg er en stærk person. Men det var jeg ikke for et år siden, da jeg mødte Charlotte. Flere af de ting, der ligger i min bagage, har været enormt skræmmende. Dét, at der er én, der rent faktisk gider lytte til de ting – én, der bare læner sig tilbage og lader dig tale, og som stikker fingeren i jorden og siger: ’I dag gør vi sådan og sådan…’ – det har været rigtig vigtigt for mig.”

Skrevet af Benjamin Jul Olsen