EABCT - Wattar Gruppen

Konference 2014

I Wattar Gruppen ser vi frem til, at den 46. EABCT-konference løber af stablen i Stockholm fra den 31. august til den 3. september 2016.

Nedenfor kan du læse om Wattar Gruppens deltagelse i denne konference i 2014.

Hvert år afholder EABCT en konference, hvor forskere og psykologer mødes, opdaterer og inspirerer hinanden med den nyeste viden. I 2014 blev konferencen afholdt i Haag, Holland, hvor Wattar Gruppen deltog med seks psykologer, deriblandt Ulla Wattar, som har været den danske organisations SAKT’s repræsentant i EABCT igennem de sidste seks år. Konferencens 17 hovedtalere repræsenterede et bredt spekter af CBT’s tilgange til kliniske lidelser, hvor temaet var at skabe bro mellem videnskab og praksis. Målet var, at forskere kunne få inspiration til nye spørgsmål og forskningsområder, og omvendt blev psykologerne opdateret på de nyeste evidensbaserede metoder, som de efterfølgende kan bruge i deres daglige arbejde. To af Wattar Gruppens psykologer fortæller her, hvad der inspirerede dem mest, og hvordan de kan bruge den nye viden i deres daglige arbejde hos Wattar Gruppen.

Mette Albertsen, Aut psykolog. Specialist og supervisor i psykoterapi.

Fordelen ved at deltage i EABCT’s konferencer er, at der skabes en fælles reference mellem os psykologer hos Wattar Gruppen. Vi kan diskutere nye forskningsprojekter, og hvordan vi kan bruge det i vores daglige arbejde. Herudover er det dejligt at kunne fortælle andre, om det arbejde, vi laver i Wattar Gruppen. På konferencen blev jeg meget inspireret af forskellige forskere, der fortalte, om behandlingsmetoder af sygdomsangst og nervøse vaner, som har min helt særlige interesse.

Her blev præsenteret et nyt forskningsprojekt i forbindelse med behandling af sygdomsangst. Projektet var startet med, at forskergruppen havde vist en film, der omhandlede et dødende menneske, som til sidst dør. Filmen gjorde et stort indtryk på deltagerne, som var meget påvirket af hele fortællingen. Herefter blev deltagerne opdelt i tre grupper, hvor den første gruppe fik vist en film med rare og hyggelige billeder. Den anden gruppe blev efterfølgende ikke præsenteret for noget, mens den tredje gruppe arbejdede med forestillingsbilleder og lavede en fantasirejse, hvor de skulle fantaserer sig en slutning på filmen, som var nemmere følelsesmæssigt at holde ud. Forskerne undersøgte efter et stykke tid de deltagendes angstniveau. Resultatet viste at angsten hos den gruppe, som havde arbejdet med forestillingsbilleder, var dalet betydeligt mere end hos de to andre grupper.

Det forskningsresultat gav mig god inspiration, og mindede mig om, at vi inde i hovedet selvfølgelig har en masse ord, men vi har også en masse indre billeder, altså forestillingsbilleder. De billeder styrer vores følelsesliv ligeså meget, som de ord, vi siger til os selv inde i hovedet. Forskningsprojektet viser hermed, at man kan arbejde med at omstrukturere ens forestillingsbilleder og skabe historier, der er til at bære, hvilket gør det til en god metode, når jeg skal arbejde med angst hos mine klienter. Mine klienter er også meget glade for at bruge metoden, da den ikke er skræmmende, men meget anvendelig. Nervøse vaner Konferencen gjorde mig opmærksom på at kombinere adfærdsterapeutiske metoder med medfølelsesfokuset tilgange, hvilket hænger godt i tråd, med det jeg står for. Jeg er blevet inspireret til at få noget adfærdsterapeutisk koblet til mit daglige arbejde.

Et godt eksempel er, når jeg arbejder med klienter, som har nervøse vaner, såsom at pille hår ud af hovedet eller klø og kradse sig. Her kan man arbejde med en teknik, hvor man laver nogle andre bevægelser end ens vane. F.eks. skal klienten blive klar over, når hun skal til at kradse sig. Når denne handling skal til at ske, skal klienten lave en anden bevægelse, som gør det umuligt at kradse sig. Det er en god teknik, man kan bruge, hvis vanen bare er en vane, og ikke en handling, der skal berolige. Er vanen derimod nervøs bliver den ekstra slem, når personen har det psykisk dårligt. Hvis dette er tilfældet skal personen lære en metode til at berolige sig selv, og til at regulere sine følelser. Her kan klienten lære at snakke varmt og beroligende til sig selv, i et tone fald, som kroppen kan høre.

Følelser er noget, der kommer og går, de vil altid holde op, men klienten skal træne sig til at være mere mindful og opleve følelsen. Klienten skal blive opmærksom på, at hver gang hun bruger tid på vanen, så er der noget andet værdifuldt, som hun ikke får lavet. Klienten skal være mere opmærksom på at gå efter de ting, i sit liv, som hun synes er værdifuldt og rigtigt for sig selv. Når en person oplever en masse værdifuldt i livet, giver det så meget selvværd og selvtillid, at nervøsiteten aftager.

Kristian Østergaard Melby, Aut. psykolog.

Det er altid spændende at deltage i EABCT’s konferencer. Dette år blev jeg specielt fascineret af et oplæg af Joan Farell, Ida Shaw, Elena Romanova og Paul Kasyanik. De talte om, hvordan man kan facilitere og skabe en god gruppe med udgangspunkt i adfærdsterapi og skematerapi. Oplægget var tydeligvis udformet til psykologer med erfaring inden for den specifikke tilgang. Det var meget tiltalende, da det krævede et vist teoretisk niveau af deltagerne. Det var tre timers inspirerende praktiske øvelser, hvor jeg fik en masse viden om gruppeprocessor, og hvordan jeg kan blive endnu bedre til at skabe gode, velfungerende grupper, som er en vigtig del af mit arbejde. En af de første øvelser vi blev introduceret for var en præsentationsøvelse, hvor vi samtidig skulle kaste en garnnøgle rundt mellem hinanden. Hermed skabte vi en forbindelse til hinanden. Kort fortalt præsenterede jeg mig selv, fik øjenkontakt med en anden deltager og kastede garnnøglen videre til den person. Når alle var en del af forbindelsen, blev garnnøglen sendt rundt i en cirkel, så der blev dannet et edderkoppespind mellem os alle.

Instruktørerne slap herefter garnet, hvilket gav en følelse af, at vi havde mistet forbindelsen til hinanden. Øvelsen skabte en masse spørgsmål omkring, hvad der sker, når vi har skabt en forbindelse til et andet menneske og så mister den. Det gav mig en masse inspiration og adgang til de automatiske processor, som sker i hjernen. Garnnøgleøvelsen er jeg begyndt at bruge i mit eget arbejde, dog med visse justeringer. Jeg anvender den som en samhørighedsøvelse i selvrefleksionsdelen på vores uddannelser. Her skal deltagerne først opleve øvelsen, hvor de er dem selv, og bagefter opleve den set fra deres klients sted. Deltagerne sætter en lille seddel på maven, om hvilken klient de skal spille. Det skaber en forståelse for deltagerne af, hvilket sted, følelser og tanker deres klient har, og hvorfor klienten reagerer, som han/hun gør.

En anden øvelse, vi blev præsenteret for handlede om, at hver deltager skulle sige, hvad der var vigtigt for dem i en gruppesammenhæng. Det er på sin vis ikke så nytænkende, men det blev gjort på en sådan måde, at alle meninger blev anerkendte, og herefter skabte de forbindelse og kontakt mellem deltagerne. Det handlede, om at skabe en accept af de værdier deltagerne frembragte. Jeg fik et indtryk af, at instruktørerne var meget erfarende og dygtige. De var gode til at validere på nye og kreative måder. Det gav mig en masse kvalifikationer, som jeg kan bruge i mit daglige arbejde, når jeg skal agere gruppeleder. De to russiske undervisere arbejdede mere kropsorienteret, hvor vi blandt andet blev præsenteret for et helt mørkt rum, hvor vi alle skulle gå rundt. Når to deltagere så mødte hinanden skulle de give hånd eller et kram til hinanden.

Ideen er, at man skal undersøge, hvordan det er at gå rundt i den tilstand, og hvordan det så føles, at blive fundet af en anden. Øvelsen var meget rar, men også grænseoverskridende. Det gav et interessant perspektiv på de følelser det fremkalder. Samlet set var det en kæmpe gevinst for mig at opleve, hvordan andre arbejder med grupper. Det kan gøres på en helt anden måde, end hvad jeg er van til. Jeg synes det er et privilegium, at være på en arbejdsplads, der prioriterer vores faglige udvikling højt. Jeg lærer utrolig meget af EABCT’s konferencer. Det giver mig mulighed for, at kunne gribe mit daglige arbejde an på en ny og frisk måde, og tænke mine sager anderledes. Det er også berigende at være sammen med så mange kompetente og erfarne psykologer. Så er det jo altid spændende at møde nogle af de mest markante personer inden for ens eget felt.