Anjas dagligdag er præget af konstante fysiske smerter. Hun har gennem mange år arbejdet på byggepladser, hvor hun har løftet tunge genstande og udsat sin krop for stor belastning. Dette er hovedårsagen til, at hun i dag har slidgigt i ryggen. Derudover har hun med kun et halvt års mellemrum været involveret i to bilulykker, som begge har resulteret i alvorlige piskesmældsskader. Endelig lider Anja af fibromyalgi – en sygdom, hvor forstyrrelser i centralnervesystemet medfører udbredte og kroniske smerter i led og muskler samt hurtig udtrætning. Kroppen fejlkommunikerer så at sige, at den er ”i fare” hele tiden, hvilket genererer den kroniske smerte- og træthedstilstand.
Som konsekvens af de mange fysiske smerter befinder Anja sig i en konstant overbelastningstilstand: ”Min krop er i en total stresstilstand 24/7 på grund af smerterne,” fortæller hun. Denne tilstand har gjort, at Anja gennem flere år har været sygemeldt og således stået uden job. Hun fik derfor via Roskilde Kommune bevilget et ressourceforløb, der havde til formål at støtte hende i hendes vanskelige situation.
Som et led i ressourceforløbet har Anja gennem halvandet år – fra efteråret 2014 til foråret 2016 – været tilknyttet Wattar Gruppen, hvor hun blandt andet har haft samtaler med en af Wattar Gruppens psykologer. Disse samtaler, der som oftest fandt sted på ugebasis, fik en vigtig betydning for Anjas tilværelse.
"Op på hesten"
Lige siden hendes barndom er det ikke faldet Anja naturligt at sige fra: ”Jeg er jo vokset op med, at hvis jeg har ondt i knæet, og det ikke rigtig fejler noget, jamen så skal det bare arbejdes væk. Hele min barndom har været sådan: ’Nå ja, videre, op på hesten!'”.
Denne opvækst har haft betydning for, hvordan Anja senere hen har reageret over for andre folks forventninger til hende. ”Der var ikke nogle, der skulle sige til mig, at jeg ikke kunne”. Sådan var Anjas indstilling i hendes privatliv såvel som i hendes arbejdsliv. Denne indstilling fik hun imidlertid sværere og sværere ved at efterleve, i takt med at de mange smerter blev en del af hendes hverdag og begrænsede hendes fysiske udfoldelsesmuligheder.
Ændrede sit perspektiv
For Anja er det en særlig ubehagelig omstændighed ved hendes smertetilstand, at det udadtil ofte ikke er til at få øje på, at hun overhovedet er syg og har smerter. En del af Anjas stresstilstand bunder således i, at hun føler, der er et pres udefra til, at hun kan agere normalt, som om der intet var i vejen – hvilket jo ikke er tilfældet.
Anja forklarer: ”Jeg har haft det svært med det der blik udefra: ’Jamen, du ser da ud som om, du har det skide godt i dag.’ Hører jeg det, kan jeg ikke lade være med at tænke: ’Jeg har det måske bedre, end jeg havde det i går, ja, men jeg kan stadig ikke fare af sted med 200 km/t, som jeg kunne for fem år siden.’”
Gennem samtalerne med psykologen lærte Anja at ændre sit eget perspektiv fra et ”udefra-ind”-perspektiv til et ”indefra-ud”-perspektiv, forstået på den måde, at Anja nu fokuserer mindre på, hvilke forventer andre mennesker har til hende, og mere på, hvordan hun kan få det bedre med sig selv i den situation, hun befinder sig i.
Hun fortæller: ”Hvis jeg skal ud til et arrangement, så er det okay, at jeg lige pludselig forsvinder og lægger mig. Sådan noget havde jeg ikke selv accepteret for flere år siden. Der ville jeg sige ’ja’ og tage med, og bagefter ville jeg ligge i sengen fire dage uden at kunne foretage mig noget som helst, fordi jeg havde overanstrengt mig så voldsomt bare for en dag. Men jeg ved nu, at hvis jeg ikke kan holde til det, så må jeg bare lade være.”
En langvarig proces
At det er OK at gå ned i gear for at passe på sig selv, har været en vigtig erkendelse for Anja. Det blev samtidig en erkendelse, der ikke altid er lige nem at tilpasse sig.
”Hvis du har ti personer, så vil i hvert fald de ni af dem stå og sige: ’Kom nu op på hesten, kom videre!’, mens kun én af de ti personer vil sige: ’Nej, pas på dig selv – der er ikke andre, der kan gøre det for dig’”, forklarer Anja.
Netop denne ”ene person” har Anja fået fremprovokeret gennem samtalerne med sin psykolog: ”Jeg holder længere, hvis jeg passer på mig selv. Det gør jeg i højere grad nu, og jeg kan tydeligt mærke forskellen: Jeg har det ti gange bedre nu end for et halvt år siden.”
Efter sit forløb med psykologen har Anja nu fået et flexjob, hvor hun arbejder 5 timer om ugen som ekspedient i en butik – et job, der er langt mindre fysisk belastende end de jobs, hun tidligere har været vant til – for som hun selv siger: ”Jeg vil hellere have ti gode år på arbejdsmarkedet, hvor jeg deltager bare en lille smule, end slet ikke nogen år.”
For Anja er det vigtigt at understrege, at dét at sige fra og passe på sig selv og sin krop stadig er noget, hun ofte skal huske sig selv på – noget, hun nok altid vil være nødt til at skulle huske sig selv på: ”Oppe i mit hoved vil jeg stadig gerne en hel masse ting, men min krop kan bare ikke følge med,” fortæller hun.
Den gradvise accept af sin tilstand er altså en langvarig proces – en proces, der nok vil vare mange år for Anja. Til gengæld har Anjas ressourceforløb og samtaler med psykologen medført, at denne proces overhovedet er blevet igangsat. Dette har utvivlsomt været et vigtigt skridt på Anjas vej mod at få det bedre med sig selv og med de smerter, hun hver dag må leve med.
Skrevet af Benjamin Jul Olsen