Forfatterarkiv: Maria Scheel-Lonsdale

2-årig specialistuddannelse

Skrevet d. 29 september, 2021

– baseret på den nyeste viden samt moderne, oplevelsesbaserede undervisningsmetoder starter Wattar Gruppen en 2-årig specialistuddannelse.

Wattar Gruppen udbyder igen en 2-årig specialistuddannelse i kognitiv psykoterapi. Uddannelsen er primært rettet mod psykologer og læger, men den har også et optag på 25 % for andre relevante, ikke-akademiske faggrupper.

Hvad det er, som adskiller Wattar Gruppens uddannelse fra lignende uddannelser, vil de to stiftere af uddannelsen, direktør Ulla Wattar og psykolog Antonia Sumbundu, fortælle om her.

En uddannelse og en personligoplevelse

Ifølge Antonia er et afgørende karakteristika ved uddannelsen, at de studerende superviseres i at bruge de kognitive metoder på sig selv og får personlig erfaring med dem.

Om denne oplevelsesorienterede tilgang siger Antonia: ”På uddannelsen vægter vi dét at give folk mulighed for at opleve de kognitive metoder systematisk på sig selv og bruge dem i deres eget liv i en længere periode. På den måde bliver det ikke kun den teoretiske præsentation af metoderne, folk har som grundlag, men lige så meget den personlige oplevelse af dem.”

Ved at de studerende får mulighed for at opleve metoderne på egen krop, får de en dybere forståelse for, hvad metoderne gør, og hvad virkningen ved dem er over tid, og det er vigtigt, mener Antonia.

Dette fokus på den oplevelsesorienterede tilgang til metoderne fremhæver Ulla og Antonia som én af uddannelsens helt store styrker. En anden styrke er uddannelsens undervisere.

For Ulla er den største værdi ved uddannelsen det faktum, at Wattar Gruppen har formået at etablere et underviserteam af både nationalt og internationalt anerkendte psykologer, der alle er dygtige forskere såvel som klinikere.

Ulla fortæller: ”Underviserne er folk, der er på toppen af deres karriere. De er anerkendte, de får udgivet deres forskningsresultater, de er ofte refererede til. De er med andre ord foregangsmænd, og vi er derfor sikre på, at vi er med helt fremme i den nyeste udvikling. Vi er ikke et år eller to bagude, nej, vi er helt fremme, i forhold til hvad der sker inden for feltet og inden for den nyeste forskning.”

Ifølge Ulla vil dette have en mærkbar virkning for de studerende på uddannelsen: ”Deltagerne vil få et ordentligt fodfæste i forhold til, hvor udviklingen er nu, og på den måde kan de være med i de næste måske 10 år på baggrund af denne her uddannelse. Det er det, der har været det vigtigste for mig.”

Spændende undervisere

Om underviserne fortæller Ulla desuden: ”Det er folk, som vi kender rigtig godt, og mange af dem har vi arbejdet sammen med i rigtig mange år. Vi kender dem igennem internationale konferencer, ligesom flere af dem har været her i Wattar Gruppen.”

Med et stærkt internationalt underviserteam og en særlig oplevelsesorienteret tilgang til supervisionen har Wattar Gruppen opstartet en specialistuddannelse i kognitiv psykoterapi, der kan tilbyde den studerende den allernyeste viden inden for det kognitive felt såvel som præsentere vedkommende for en metodisk tilgang til denne viden, der tager udgangspunkt i den personlige oplevelse.

I den forstand er uddannelsen udtryk for en moderne og åben tilgang til kognitiv terapi.

Antonia fortæller: ”Vi betragter udøvelsen af kognitiv terapi både som en kunst og videnskab. Derfor lærer vi deltagerne en systematisk, evidensbaseret tilgang til terapi, som vægter og træner terapeutisk dømmekraft og kreativ anvendelse af metoderne. Kognitiv terapi er for os en metode, der er levende, fortsat i udvikling og åben for nye strømninger, samtidig med at den er bevidst om sine rødder.”

Alt i alt har det været vigtigt for Ulla og Antonia at stifte en anderledes, ikke-dogmatisk uddannelse, der baserer sig på en moderne – men samtidig substantiel – forståelse af kognitiv terapi.

Synes du, at en 2-årig specialistuddannelsen lyder interessant? Kunne du overveje at søge ind på den, eller vil du bare gerne læse mere om den, så klik her.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen

Kunsten at finde ind til sig selv

Skrevet d. 29 august, 2021

Vejen tilbage til arbejdsmarkedet kan være lang. Især hvis man først er blevet syg og må bruge det meste af sin overskydende energi på at bekæmpe sin sygdom. Hvordan håndterer man både at skulle forholde sig til sin sygdom – med den angst, depression og stress, der ofte er forbundet med denne – og at skulle planlægge, hvordan man kan komme tilbage på det arbejdsmarked, man før plejede at være en del af?

Denne problematik kender Katja Pernille Hansen, som de seneste fem uger har deltaget i kurset Mestring af Sygdom og Job.

Katja blev henvist til kurset fra det jobcenter, hun er tilknyttet i Tårnby Kommune. Som navnet angiver, er målet med kurset at lære at mestre en tilværelse præget af sygdom. Derudover får kursusdeltageren nødvendige redskaber til, på sigt, at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Katja har gennemført de første fem kursusgange og har kun den sjette og sidste gang tilbage.

For to år siden blev Katja ramt af brystkræft, hvorefter hun var væk fra sit arbejde i et år. Da hun vendte tilbage til sit job, startede hun op igen med en langsom optrapningsplan, og efter fire måneder var hun tilbage på fuldtid. Imidlertid kom hun efter kort tid ud for et uheld: Hun faldt og brækkede sin ene ankel samt fik to mindre brud på den anden fod. Katja måtte sygemelde sig igen. Tre dage efter ringede hendes chef med beskeden om, at hun var fyret. Hendes verden braste sammen endnu en gang.

Katja er ikke i en situation nu, hvor hun føler sig parat til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. ”Lige nu er jeg i en proces, hvor jeg skal bearbejde det hele og have opbygget mig selv fysisk og psykisk, og det har jeg heldigvis fået lov til af Tårnby Kommune”, fortæller Katja.

Selve kurset

For Katja er det et rigtig væsentligt og positivt træk ved kurset, at det ikke kun er rettet mod, at borgeren skal vende tilbage til arbejdsmarkedet, men også mod at give borgeren en række redskaber til at mestre sin tilværelse, i og med vedkommende bliver mere bevidst om sig selv og den situation, han/hun befinder sig i.

 

”Det er faktisk først i dag, vi har snakket meget konkret omkring dét at vende tilbage til arbejdet og hvad for nogle bekymringer, man kan gøre sig om at skulle vende tilbage til en arbejdsplads. De fire første gange handlede det meget om at få nogle redskaber til at arbejde med sig selv og arbejde med angstsymptomerne og depressionen”, forklarer Katja.

En konkret øvelse, Katja og de andre deltagere arbejder med på kurset, er den såkaldte ’Positiv dagbog’. Meningen med denne dagbog er, at man på dagsbasis skriver eksempler ned på noget, man er glad eller taknemmelig for, med henblik på at få sit fokus flyttet over på nogle positive ting.

Om de ting, man kan vælge at skrive om i dagbogen, forklarer Katja: ”Det kan være fuldstændig banale ting. Det kunne fx være, at jeg kom af sted i dag til kurset, for jeg var egentlig dødtræt og magtede det slet ikke – men jeg kom af sted.”

Ifølge Katja er ’Positiv dagbog’ et rigtig nyttigt redskab til at skabe en mere positiv tankegang i hverdagen. ”Jeg synes, det er en rigtig god øvelse og en rigtig god måde at se sin egen verden på. Når man netop synes, at det hele bare er for meget – og hvad skal der blive af mig? – så er det meget fedt at kunne sige til sig selv: ’Det er måske ikke så slemt alligevel.’”

Det kan Katja tage med sig efter kurset

Katja nævner flere aspekter ved kurset, som hun tror på, hun kan tage med sig videre i livet, når kurset om en uge er slut. Bl.a. fortæller hun: ”Jeg er blevet bevidst om nogle mekanismer i mig selv, og jeg føler, jeg har fået nogle redskaber, som jeg kan bruge til at arbejde med mig selv på en positiv og konstruktiv måde.” Her tilføjer Katja, at hun vil kunne bruge disse redskaber både i forhold til et fremtidigt arbejde og inden for mere private rammer.

Selvom Katja fremhæver de redskaber, kurset har givet hende, gør hun det klart, at hun endnu ikke føler sig klar til at skulle have et nyt job. Hun pointerer dog alligevel: ”Når jeg står i den situation på et tidspunkt [at skulle tilbage på arbejdsmarkedet] – om det så er i morgen eller om et halvt år – så føler jeg nok, at jeg er bedre rustet til at kunne klare de problemer og udfordringer, der må komme.”

Katja fortæller, at da hun startede på kurset, tænkte hun, at hvis hun ikke kunne finde ud af at få sin egen personlige tilværelse til at fungere, hvordan skulle hun så kunne få et job til at fungere. Men på de fem uger, kurset har varet, har Katja, ifølge hende selv, rykket sig meget, og hun tænker nu i stedet, at det hele måske alligevel ikke er så håbløst og uoverskueligt – at hun godt, på et tidspunkt, kan komme ud på arbejdsmarkedet igen.

Afslutningsvis er der næppe noget, der fremhæver, hvad Katja har fået ud af sit forløb, bedre end hendes egen formulering: ”Man bliver forbavset over, hvor lidt der skal til af de der små ting, for at livet bliver meget mere positivt.” En pointe, der sikkert har relevans for mange andre end kun Katja selv.

Er du interesseret i at læse mere om kurset Mestring af Sygdom og Job, kan du klikke her.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen

Livet med en mentor

Skrevet d. 29 juli, 2021

Flere og flere kommuner og jobcentre begynder at bruge mentorstøtte i deres arbejde med borgere, men hvordan oplever borgerne denne støtte? Jesper Bergholdt Nørgaard vil her fortælle om sit forløb med en mentor, og hvad han kan bruge denne støtte til.

Jesper har gennem de sidste tre måneder været i et mentorforløb, hvor han mødtes med sin mentor tre timer om ugen. ”Jeg startede i et mentorforløb, fordi jeg har været igennem en del ting og er nu nået til et tidspunkt, hvor jeg har brug for støtte og opbakning i forhold til arbejde. Jeg havde hørt om andre, som havde haft stor gavn af en mentor, og derfor tænkte jeg, at det kunne være en mulighed for mig i mit videre forløb og udvikling,” fortæller Jesper.

Jesper er bipolar, hvilket medfører periodiske svingninger i stemningslejet, der både kan indeholde depressive og maniske perioder. Dette sætter specielle krav både til en arbejdsplads og til Jesper selv, som skal få en hverdag med arbejde til at fungere og hænge sammen.

”Lige nu har jeg min familie, mine børn og mit hjem at koncentrere mig om, men jeg vil også gerne have et job til at passe ind i det. Men der sker noget i mig så snart jeg kommer ud af mine daglige rutiner, og det er det, jeg skal arbejde med,” uddyber Jesper.

Jesper oplever, at et møde med mange nye indtryk dræner ham. Han har skullet indse at nye mennesker, ny oplæring og mange timer også kan være en stressfaktor, som kræver mentalt overskud og tapper energien. Dermed kræver det, at han finder sin egen balance i det, og får formidlet til arbejdspladsen, hvad han kan holde til.

”Det er vigtigt for mig, at min mentor kan hjælpe mig med at få sagt tingene på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt. Der er nogle barrierer som en arbejdsplads skal tage højde for, i forhold til mig, og det skal formidles på en rigtig måde,” fortæller Jesper, som gerne vil være en del af arbejdsmarkedet, men har brug for at finde sin egen retning.

Udviklingen kommer fra menteen selv

For Jesper har det været vigtigt at have en sparringspartner, der har vist accept og forståelse for hans sygdom, og har lært hans fortid at
kende. Jesper fandt det svært i starten at få en fremmed person så tæt ind på livet, men da mentoren og Jesper først fandt den rette kemi har
forløbet, ifølge Jesper selv, været meget gavnligt.

”Jeg er ved at få repareret en masse ting fra min fortid, og det er det min mentor prøver at tage hånd om ved at lytte og komme med gode
råd. Vi prøver at finde ud af, hvor det er svært for mig, og hvor jeg kan være med. Så vi sammen finder ud af, hvor jeg kan bevæge mig
hen, og hvad jeg kan,”
uddyber Jesper.

Jesper bruger sin mentorstøtte til at få brudt med nogle tankemønstre, der kan være hæmmende for hans udvikling.
”Det er givende for mig, at hun er der, og at hun lytter. Uden min mentor ville jeg selv skulle gå og kæmpe med de her ting, og så ville det måske gå galt,”
fortæller Jesper.

”Min mentor er der for mig, og hun brænder for det. Jeg vil ikke have at folk pakker mig ind i vat, og det synes jeg heller ikke min mentor gør. Hun er god til at stoppe mig, når det begynder at gå for stærkt og jeg bare vil fremad. Hun får mig til at fokusere på det, der sker i nuet og hvad det kan føre til. Det er rart at have hende på min side og som en støtte, men jeg har stadig brug for, at det er mig, der styrer det og ikke nogle andre, ” fortæller Jesper.

Jesper har aldrig følt sig presset eller tvunget til noget i sit mentorforløb, hvilket han mener, er en vigtig faktor. Han har brug for at hans udvikling kommer fra ham selv og i hans eget tempo.

”Min mentor lytter til mig og så kommer hun med nogle gode ting, som jeg kan tage med hjem og fundere over. Det er rart så jeg ikke går og brænder inde med noget. Jeg har en at dele det med og kan derfor komme videre. Jeg oplever en tro på mig, og at tingene godt kan lade sig gøre.” Fortæller Jesper, der tror på, at mentorforløbet kan hjælpe ham videre.

Mentorering – det handler om at tage folk i hånden, der hvor de er

Skrevet d. 29 juni, 2021
Psykolog

Angst, sygdom, stress, depression – vi kan alle opleve en svær periode i vores liv, hvor arbejde eller uddannelse bliver uoverskuelig. Denne periode bliver for nogen uendelig lang, og overblikket over hverdagen smuldrer i takt med, at tiden går. Det er i sådan en situation, en mentor kan være altafgørende, så borgeren kan komme sikkert tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

En mentors job er at skabe struktur og overblik i borgerens hverdag og finde frem til vedkommendes barrierer og styrker, så der atter bliver skabt en indre motivation. I denne artikel vil vi give dig et indblik i jobbet som mentor og inspiration til, hvordan du kan arbejde med mentorering i beskæftigelsen.

Jobbet som mentor

Jobbet som mentor har mange facetter – både for mentoren og menteen. For menteen er formålet at komme tilbage i beskæftigelse eller uddannelse, få forøget sin livskvalitet, blive inkluderet i et fællesskab og komme til at fungere bedre i sin dagligdag.

”Det vigtigste i mit arbejde, som mentor, er at bære håbet. At bære håbet, så det kan smitte af på mine mentees. Hvis vi arbejder sammen, struktureret og målrettet, så har menteerne lige så mange muligheder, som alle andre i vores samfund, til at komme derhen, hvor vedkommende gerne vil,” fortæller Peter Sakke, tidligere kursist hos Wattar Gruppen og mentor i beskæftigelsen.

Som mentor tager du borgeren i hånden der, hvor vedkommende er og skaber en indre dialog, hvor der bliver fokuseret på borgerens styrker og barrierer. En stor fordel ved mentorjobbet er hjemmebesøg hos menteen. Dette kan give en større forståelse og indblik i borgerens hverdag og en viden om, hvad borgeren har brug for af hjælp. Hjemmebesøg gør det muligt at skabe en tættere relation til borgeren og opnå vedkommendes tillid.

En af de vigtigste evner, som mentor, er at have empati og at kunne skabe tillid til et menneske, som ofte føler sig fastlåst. Det handler om at have en god kontakt til mennesket og vise, at selvom man modtager sin løn fra kommunen, så arbejder man for at hjælpe og støtte borgeren videre med sit liv.

Mentoreringen er til glæde for begge parter.”Personligt bliver jeg fagligt stærkere af mit arbejde, som mentor, da det er et job, hvor jeg arbejder meget tværfagligt. Man får en forståelse for, hvilke regler og love vores samfund er struktureret efter, og som er vigtige at forholde sig til, når man er i den situation, at man har mistet sit job eller fået en psykisk lidelse, som gør det svært at komme tilbage i arbejde,” fortæller Finn Bo Rüscher, som er psykolog og mentor hos Wattar Gruppen.

SMART-mål

Målene er meget tydelige i mentorjobbet, så borgeren konstant bliver mindet om sine fremskridt. Et fordelagtigt værktøj er SMART-mål, hvor der fokuseres på at skabe klare, specifikke og afgrænsede mål, hvor spørgsmål er med til at afklare og præcisere målet, så det bliver så tilgængeligt for borgeren som muligt. SMART-metoden afgrænser målet i forhold til situationen, målbarheden, attraktiviteten, realismen og tidsperioden.

”Det er en metode, hvor mentoren og menteen hurtigt oplever forandring og udvikling, fordi man tager nogle små skridt ad gangen. Der er konstant fokus på, hvad borgeren har opnået samlet set, hvad der er opnået i løbet af ugen, og hvad der skal arbejdes videre med,” fortæller Finn Bo Rüscher.

Vigtigheden ved i at anvende motivationsskabende dialog

For mange borgere er det lang tid siden, at de har været på arbejdsmarkedet. De lever muligvis isoleret, har forsøgt praktik, men har måske ikke kunnet gennemføre det, og har måske aldrig haft mod til at gå i gang med eller taget en uddannelse. Samtidig bliver de stillet over for nogle opgaver, på jobcenteret, som de måske finder vanskelige at udføre.  Denne tunge bagage skaber samlet set en masse dårlige oplevelser, hvilket gør det svært at fastholde og skabe motivation.

”At finde motivationen, for borgeren, er ofte svært, og det kan nogle gange tage lang tid. Samtidig er det også det, der gør jobbet, som mentor, spændende og udfordrende,” fortæller Finn Bo Rüscher.

Yes-oplevelserne

”Jobbet som mentor er meget udfordrende, og det er ikke nemt, men det er givende, når jeg kan se, at borgerne har rykket sig, er kommet tættere på de mål, som de har i livet eller er nået til et punkt, hvor de kan mærke deres grænser og kan sige fra,” fortæller Finn Bo Rüscher om det opløftende ved mentorjobbet.

”Det bedste er at mærke glæden en mentee oplever, når vedkommende lykkes med at mestre nogle opgaver. Det er meget livsbekræftende, og samtidig bliver det berigende, når man konstant skal prøve at finde nye løsninger og veje at gå for at hjælpe borgeren,” fortæller Peter Sakke og forsætter med en af de gode oplevelser hans job, som mentor, har givet:

”Jeg har en oplevelse, som står rigtig skarpt i min hukommelse. Jeg var mentor for en borger, som kun havde haft nogle småjobs i løbet af sit liv. Borgeren kæmpede med borderline, cutting, spiseforstyrrelser og et alkoholmisbrug. Tre-fire gange havde vedkommende prøvet at være i praktik, men det var desværre gået galt hver gang. Den første gang jeg fik hende i praktik, gik det også galt. Herefter arbejdede vi nogle måneder med, hvad det betød for hende at have diagnosen borderline, og hvad disse mislykkede forsøg skyldes. Den næste praktikplads hun begyndte på var to gange om ugen i 2½ time , hvor hun hver gang havde bagt kage til sine kollegaer. For min mentee havde det denne effekt, at hun ikke længere pilede af sted og var angst og nervøs, men i stedet begyndte at turde tage ansvar for sit eget liv.

Stille og roligt begyndte hun selv at kunne klare møderne med familievejleder, distriktspsykiatrien og samtalerne med sin læge. Kronen på værket var, da hun deltog i julefrokosten på arbejdspladsen og festede hele aftenen med sine kollegaer. Hun VILLE være rask. Hun gik fra at kunne ingenting til at kunne mestre sit liv, sine børn, sin mand, sit praktiksted, den daglige husholdning, tage sin medicin og spise regelmæssigt.

Det, der virkede for denne borger, var at arbejde med ugeplaner, så ugen var struktureret, og at hun løbende kunne følge med i det. Selvfølgelig skete der også udfald, men når det skete, havde vi udarbejdet en masse strategier, som gjorde at hun vidste, hvad hun skulle gøre. Alle strategierne var indtastet i hendes mobil, så når panikken ramte, havde hun mulighed for at læse på sin telefon, hvad hun skulle gøre.

Den sag er jeg stolt af, og på nuværende tidspunkt har hun ikke drukket i seks måneder. At opleve sådan et forløb er meget givende,” fortæller Peter Sakke.

Mentoruddannelsen

Wattar Gruppen har et ønske om, at alle mentorer, på arbejdsmarkedet, har høje faglige kompetencer og en solid baggrundsviden om teori og metode inden for feltet, så mentorerne hermed kan arbejde med en høj professionalisme. Derfor tilbyder Wattar Gruppen både et 2-dages kursus i mentorering og en certificeret kognitiv mentoruddannelse, som styrker mentorens viden, færdigheder og kompetencer.

”Jeg ønskede at øge min viden og baggrund inden for mentorering. Jeg havde erfaringer med samtaler, men havde et behov for nogle værktøjer og redskaber, som jeg kunne bruge under disse samtaler og dermed skabe en forandringsproces og fremskridt. På uddannelsen, som kognitiv mentor, lærte jeg at anvende motivationsskabende dialog, hvilket er et vigtigt redskab i mit daglige arbejde. Ved brug af denne form for dialog kan jeg, på en effektiv måde, finde frem til de områder borgeren skal arbejde med,” fortæller Torben Nielsen, cand.merc.jur. og mentor, som er uddannet til kognitiv mentor hos Wattar Gruppen.

Kognitiv mentoruddannelsen hos Wattar Gruppen tager afsæt i kognitiv teori og metode og giver en teoretisk viden om og praktiske færdigheder i kognitiv mentorering. Undervisningen bygger på deltagernes faglighed, og deltagerne vil lære at støtte deres mentees i at kunne gennemføre forandringsprocessor.

”Det, der har styrket mine kompetencer mest, er kombinationen af teori og praktiske øvelser, som blev anvendt under hele uddannelsesforløbet. Jeg fik mulighed for at træne rollen, som mentor, sammen med de andre deltagere og underviseren, hvilket gav mig konkret erfaring og inspiration, som jeg kan bruge i mit nuværende arbejde. Samtidig har øvelserne gjort, at jeg oplever at have mere styr på samtalen, hvilket både giver mine mentees og jeg en større ro under samtalerne,” fortæller Torben Nielsen.

Har du interesse i at blive uddannet som mentor eller deltage i et 2-dages mentorkursus, er du velkommen til at kontakte Wattar Gruppen for yderligere information.

Om konflikthåndtering

Skrevet d. 27 marts, 2021

Hos Wattar Gruppen arbejder psykologerne med forskelligartede opgavetyper: undervisning, behandling, selvudvikling m.m. De inddrager derfor et bredt repertoire af begreber og teorier inden for psykologiens virkefelt. Denne artikel vil zoome nærmere ind på et af de emner, psykologerne ofte inddrager i deres arbejde, nemlig konflikthåndtering.

Hvad er konflikthåndtering?

Det er vigtigt at fremhæve, at emnet konflikthåndtering ikke udgør et psykologfagligt begreb i sig selv. ”Det er et meget sammensat begreb, fordi der er så mange forskellige elementer i det. Det er snarere end paraply, hvor der hænger en masse forskellige underemner under,” forklarer psykolog hos Wattar Gruppen Louise Arnfeldt og tilføjer, at konflikthåndtering således involverer både emner som ’kommunikation’, ’kropssprog’, ’adfærdsmønstre’ og ’menneskelige relationer’.

I forlængelse heraf kan konflikthåndtering forstås ud fra flere forskellige faglige felter: det kommunikative, det socialpsykologiske, det kognitive – for blot at nævne et par.

Det er en vigtig pointe, at konflikter i sig selv hverken er en god ting eller en dårlig ting.

”Konflikter er et grundvilkår i livet. Det er noget, der er til stede, altid, uanset om vi er klar over det eller ej. Så derfor handler det mere om at håndtere konflikter end om at finde en løsning på, hvad der er rigtigt og forkert. Det er også grunden til, at det hedder ’konflikthåndtering’ og ikke ’konfliktløsning’,” forklarer Louise.

Man skal desuden altid være opmærksom på to parametre, når man arbejder med konflikthåndtering, nemlig sag og relation. Når man arbejder med konflikthåndtering, arbejder man nemlig ud fra grundsætningen: ”Konflikter drejer sig om en sag og påvirker en relation.”

Dvs. for at opnå brugbare resultater med sit konfliktarbejde er man som behandler (psykolog, pædagog, coach etc.) nødt til at holde sig for øje, dels hvilken sag konflikten omhandler (hvad indholdet i konflikten er), dels hvordan konflikten påvirker forholdet mellem de involverede parter.

Konfliktarbejde i Wattar Gruppen

Som eksempel på hvordan man kan anvende konflikthåndtering i praksis, forklarer Louise, hvordan hun inddrager emnet i sit psykologarbejde i
Wattar Gruppen.

Hun slår fast, at hun først og fremmest arbejder med konflikthåndtering i forbindelse med undervisningsopgaver.

Konflikttrappen

Hun fortæller: ”Jeg underviser typisk personer fra andre
faggrupper inden for det sociale felt i konfliktarbejde – dvs. personer, der skal bruge denne her viden til håndtering af de mennesker og den opgave, de nu engang indgår i. Det kan fx være at klæde ansatte på til en svær samtale eller at hjælpe dem med at håndtere konflikter mellem beboere på et bosted. Derudover har jeg undervist arbejdspladser i konflikthåndtering, med henblik på at styrke trivslen i medarbejdergruppen.”

I hendes undervisning er den såkaldte konflikttrappe ofte et bærende element. Herom forklarer Louise: ”Konflikttrappen er en trappe, der består af forskellige niveauer, og hvor der er
afgørende grænser mellem hvert niveau. Hovedpointen er, at det er meget nemmere at gå op ad trappen end at gå ned: Man ryger hurtigt op, og jo længere man ryger op, jo længere væk kommer man fra den, man er i konflikt med.”

Hvor trappens nederste trin symboliserer, at man har en
uoverensstemmelse med en anden part, symboliserer det øverste trin en direkte polarisering mellem de involverede parter.

En stor styrke ved at arbejde med konflikthåndtering – herunder særligt konflikttrappen – er ifølge Louise, at man også får indblik i, hvad årsagen er til, at en konflikt udvikler sig. Man får altså en vigtig forståelse af de følelser og tanker, der er på spil, og som gør, at både en selv og den anden person handler på en bestemt måde.

Louise uddyber: ”Grunden til at jeg synes, konfliktarbejde er så vigtigt, er, at man får redskaber til at justere nogle ting ved sig selv, som gør, at man ikke behøver at være i de her ubehagelige situationer. Man får mulighed for at træde et skridt tilbage og få større overblik over konfliktområdet, hvorved konflikten formindskes.”

Det er således altid vigtigt at gøre sig klart, om der er tale om en egentlig konfliktfyldt situation eller ej. Men er der tale om en konfliktfyldt situation, kan konfliktarbejde være et vigtigt redskab til at blive klogere på konfliktens natur og løse den på en konstruktiv måde.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen

På vej væk fra angsten – en fortælling om et virksomheds- og mentorforløb

Skrevet d. 22 februar, 2021

Sofie* har agorafobi – en angst for at få angstanfald forskellige steder. Selve ordet agora er det græske ord for ”torv” eller ”åbne pladser”. Sofies angst kan imidlertid også forekomme i små rum, sociale situationer med mange (og fremmede) mennesker til stede og generelt i uvante situationer, hvor hun føler sig ”fanget” uden mulighed for at komme væk.

Sofie, der er 26 år gammel, fik første gang et panikanfald, da hun var 17 år. Her oplevede hun det som om, hendes angst overtog hende, og hun fik en følelse af at miste fornemmelsen for tid og sted. Siden da har hun haft flere lignende panikanfald.

Igennem årene har Sofie gennemført forskellige former for psykiatrisk og psykoterapeutisk behandling. Hun er blevet introduceret til en lang række redskaber, teknikker og øvelser, der skulle hjælpe hende til at få det bedre. Imidlertid var der ingen af disse behandlingsforsøg, der for alvor havde en effekt på hende.

”Det var som om, mine behandlere lige prøvede nogle enkelte ting af, de var vant til hjalp folk, og da det så ikke hjalp mig, blev jeg kastet videre i systemet”, fortæller Sofie.

Ved hele tiden at blive sendt videre begyndte Sofie at tro, at hun slet ikke kunne hjælpes. ”Jeg forstod ikke, at mine tanker egentlig var okay, og at jeg bare skulle arbejde med dem. Jeg tænkte, at mine tanker var en fejl.”

Det grundlæggende problem ved de forskellige behandlingsforsøg var, at der aldrig for alvor blev skabt en bæredygtig relation mellem Sofie og behandleren. I stedet følte Sofie sig presset til at skulle gøre ting, hun ikke var tryg ved. Hun blev ofte mødt af et ”du skal” frem for en oprigtig interesse og nysgerrighed omkring, hvem hun egentlig var som menneske, og hvorfor hun havde de problemer, hun havde.

Dette billede blev imidlertid ændret i september måned 2015. Her fik Sofie af Næstved Kommune bevilget et mentorforløb hos Wattar Gruppen. Et forløb, der betød, at Sofie 2 gange om ugen à 2 timer mødtes med en mentor, der skulle støtte Sofie i udviklingen af hendes sociale kompetencer og hjælpe hende med at håndtere angsten, så hun på sigt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Mentorforløbet

Det var vigtigt for Sofies mentor helt fra starten af at betone over for Sofie, at hun var okay, som hun var, at det var forståeligt, at hun blev bange, når hun tænkte skræmmende tanker, og at hun skulle tro mere på sig selv. Sofie skulle finde ud af hvilke ting, der hjalp hende, i stedet for udelukkende at gå ud fra de redskaber, hun havde fået, og som ikke virkede.

Til Sofies møder med hendes mentor blev der på denne måde hurtigt skabt en rolig atmosfære, hvor der var rum til at tale om Sofies styrker, om at angsten ikke behøvede at være farlig, og om at Sofie kunne tage kontrollen ved at lære at tænke anderledes omkring angsten. ”En ting, der især har været med til at hjælpe mig videre, er, at vi ikke kun har talt om det, der var galt med mig”, fortæller Sofie.

Da Sofie og hendes mentor mødtes i starten, måtte de være hjemme hos Sofie, eftersom hun var meget utryg ved tanken om at skulle færdes i det offentlige rum blandt en fremmede mennesker. Gradvist begyndte de dog at gå mere og mere ud. Til sidst kunne Sofie og hendes mentor finde på at gå ture i det lokale indkøbscenter eller tage et smut forbi biblioteket.

Om turene i centret fortæller Sofie: ”Jeg havde det med at kravle langs væggene, når vi gik i centret. En dag fortalte min mentor mig, at jeg skulle rette mig op og vise, at her kom jeg, i stedet for at signalere til folk at de bare kunne komme og træde på mig. Jeg tænkte: ’Det hjælper sgu da ikke en skid, men jeg prøver lige.’ Og det hjalp, og man kan se det. Nu går folk udenom mig, når jeg kommer gående. Før bumlede de ind i min skulder, og det var med til at forstærke min følelse af angst.”

I det hele taget har Sofie og hendes mentor arbejdet meget med at træne Sofies opmærksomhed og skabe et fokus for hendes opmærksomhed – en tilgang, der også kendes fra mindfulness-terapiens princip om at være bevidst om sin krop, lytte til den og mærke sig selv. Dette er kommet til udtryk ved nogle af de opgaver, Sofies mentor har gav hende, da de gik tur i indkøbscentret:

”Jeg fik ofte nogle små opgaver. Fx at lægge mærke til mindst én ting, når jeg gik igennem centret: hvad en trøje trøje koster eksempelvis. Hvis jeg så blev urolig, skulle jeg forsøge at lægge mærke til mit ærme fx, og nusse det og lægge mærke til, hvordan det føltes, så jeg kunne få rettet fokus hen på noget andet.”

Dagbog med angstskala

Allerede i begyndelsen af mentorforløbet fik Sofie af sin mentor stillet til opgave at føre en dagbog, hvori hun skulle registrere sin angst. Mere præcist skulle Sofie udfylde en såkaldt angstskala.

Sofie forklarer: ”Min mentor gav mig til opgave at skrive ned hver dag, hvad jeg havde lavet. Hvis det var noget, der fremkaldte angst, skulle jeg sætte en skala på det fra 1 til 10, hvor 10 var det værste. At reflektere over, hvad jeg havde lavet i løbet af dagen, og hvor meget angst, det gav mig, gjorde, at jeg bedre kunne forholde mig til angsten og forstå den. Før tænkte jeg jo ikke over det. Der tænkte jeg bare, at det hele var nederen, hvis jeg havde en lille smule angst.”

Hver gang Sofie og hendes mentor mødtes, gennemgik de det, Sofie havde skrevet ned i dagbogen. De evaluerede Sofies oplevelse og talte om, hvad hun kunne øve sig på til næste gang. På den måde fik Sofie opgaver for fra gang til gang, hvor hun skulle udfordre sig selv og angsten.

En stor fordel ved dagbogen og dens angstskala har været, at Sofie nu kan bladre i dagbogen og se udviklingen i, hvordan angsten gradvist er blevet mindre over det seneste års tid, imens Sofie har haft sin mentor.

Sofies liv nu i forhold til for et år siden

At angsten er aftaget, kommer blandt andet til udtryk ved, at Sofie er blevet bedre til at sige, hvordan hun har det, og hvad hun føler. Før ville hun altid bare have sagt, at hun havde det fint, uanset om det passede eller ej. Nu kan hun godt fortælle, at hun har haft en dårlig dag.

Især hendes familie har kunnet mærke denne forskel:

”Min kærestes stedfar spurgte mig en dag, hvordan jeg gik og havde det, hvortil jeg svarede: ’Jeg har det sgu godt. Jeg har det rigtig dejligt.’ Så stod han bare og kiggede på mig, fordi han troede, jeg var ironisk, og sagde så: ’Er det rigtigt?’. ’Ja, jeg har det godt’, svarede jeg igen, og så kunne han se, at jeg rent faktisk mente det.”

Sofie tilføjer, at en vigtig effekt ved, at folk har fundet ud af, at hun er blevet bedre til at give et ærligt svar, er, at de igen har fået lyst til at spørge ind til, hvordan hun har det.

For Sofie er en særlig vigtig virkning ved hendes mentorforløb desuden, at hun nu har fået nemmere ved at færdes i det offentlige rum. Det kunne hun ikke tidligere.

Det betyder imidlertid ikke, at hendes angst er helt forsvundet.

”Jeg skal stadig tænke over min krop og flytte fokusset for min opmærksomhed. Ellers går jeg og tænker på de andre mennesker. Jeg kan fx blive trist på en anden persons vegne, hvis jeg ser vedkommende se ensom ud, eller jeg kan spekulere over, hvad andre tænker om mig. Men jeg er blevet bedre til at se bort fra den slags ting.”
 

Sofie tilføjer: Hvis jeg skulle gå en tur i byen nu, vil der stadig være noget ubehag – men jeg kan godt, og det er det vigtigste. Jeg kan også se det på min angstskala, der er faldet 2-3 takker.”

Som resultat af at Sofie har fået det bedre, er forløbet mellem hende og mentoren nu overgået fra et mentorforløb til et virksomhedsforløb. Pga. den gode relation Sofie og mentoren imellem er deres samarbejde fortsat, dog med den forskel at mentoren nu har fået rollen som virksomhedskonsulent.
 

Sofie har nemlig fået en praktikplads: et 4-ugers forløb i en virksomhed, hvor hun skal lære at håndtere landbrugsmaskiner. Sofie og hendes virksomhedskonsulent går derfor ikke ture mere, men har fokus på hvordan Sofie kan håndtere sin hverdag, og hvordan hun kan arbejde med de forskellige udfordringer, hun oplever på sin praktikplads.

Derudover taler de om, hvordan Sofie kan forberede sig på den landbrugsassistentuddannelse i Slagelse, som hun skal begynde på om fire måneder.

Om dét at skulle starte fortæller Sofie: ”Jeg føler mig rustet til at starte. Godt nok er jeg ikke helt tryg ved det, men det er det, jeg vil, så jeg skal bare!”

Sofie lægger heller ikke skjul på, at hun ville have haft det helt anderledes ved tanken om at skulle starte på en uddannelse for blot et år siden – før hun mødte sin mentor. ”Dengang ville det bare have været en drøm, jeg ikke ville kunne realisere”.

* Sofie er ikke det rigtige navn. Vi har valgt at anonymisere vedkommende.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen

Rikke – et eksempel på et mentorforløb

Skrevet d. 15 januar, 2021

Rikke har været igennem meget i sit liv. Hun har haft en turbulent fortid, der har sat sine tydelige spor hos hende, men hun har også oplevet, at der i flere omgange er blevet taget hånd om hende fra kommunens side. Høje-Taastrup Kommune, hvor hun bor, har således tilbudt Rikke forskellige typer forløb, som hun har taget imod, og som har haft en stor effekt for hende.

Et af disse er et mentorforløb – et forløb, hvor Rikke får mentorstøtte til at tackle sin dagligdag og nogle af udfordringerne i hendes tilværelse. Rikkes liv har nemlig ikke altid været en dans på roser.

Rikke – der er uddannet kok, men for tiden ikke er i arbejde – har i mange år haft et alkoholmisbrug, og i 7½ år levede hun i et voldeligt forhold med sin daværende kæreste. Forholdet endte med, at Rikke blev smidt på gaden. Hun havde ikke andre steder at tage hen end psykiatrisk afdeling, og det endte med, at hun kom på et forsorgshjem i Roskilde.

På denne baggrund fik Rikke i sommeren 2014 en stor depression. Hun fortæller:

”Det var min depression, der gjorde, at tingene blev uoverskuelige for mig. Noget, der før i tiden havde været simpelt for mig bare lige at gøre, blev uoverskueligt for mig. Jeg tænkte ting som: ’Det kan godt vente’, ’det er ikke vigtigt’, ’det når jeg bare en anden dag.’”

Rikke fik nu sværere og sværere ved at styre sit alkoholmisbrug. Og som resultat af et par mindre voldsepisoder, som Rikke blev kendt skyldig i, blev hun underlagt kriminalforsorgen og dennes krav om en såkaldt ”kontrolleret alkoholistbehandling”, hvilket betyder, at Rikke nu skal tage antabus to gange om ugen.
 

Alt dette – kombineret med at Rikke har slidgigt i store dele af kroppen – har medført, at både kommunen og Rikkes læge har anbefalet Rikke at vente med at vende tilbage til arbejdsmarkedet, ligesom det har medført, at jobcentret i Høje-Taastrup Kommune for et lille års tid siden bevilgede et mentorforløb til Rikke.

Et mentorforløb der virker

En ting, Rikke sætter stor pris på ved sin mentor, Charlotte, er, at Charlotte tager medansvar for Rikkes udvikling. Rikke fortæller: ”Charlotte plejer at sige: ’Hvad gør vi så Rikke?’ Det er ikke noget med, ’hvad skal JEG så gøre’. Nej, ’hvad gør VI så?’”

Rikke ser derfor også sin mentor som en vigtig sparringspartner. En sparringspartner, som vel at mærke også er til rådighed uden for de fastsatte aftaler. Rikke føler således, at hendes mentor – også på et mere personligt niveau – reelt er interesseret i Rikkes velbefindende.

”Charlotte har været god til at holde fast i mig, fx hvis hun har kunnet mærke på mig, at jeg har været småtræt eller småirritabel. Så har hun ringet til mig et par timer efter for lige at tjekke op på, hvordan jeg har det. Og det har været vigtigt for mig: En, der har kunnet tage over og give den en ekstra tand, når jeg har haft brug for det.”

Én af de ting, Rikke føler, hun har lært af sit mentorforløb, er at blive bedre til at prioritere i sine daglige gøremål og se muligheder og løsninger frem for begrænsninger og udfordringer.

”Charlotte har været med til at hjælpe mig til at indse, at de ting, jeg kan løse her og nu, dem skal jeg løse, og de ting, jeg ikke kan løse her og nu, dem skal jeg ikke bruge tid på at løse. Dem kan jeg gemme til et senere tidspunkt. Charlotte siger altid: ’Hvordan kan vi vende situationen om, så vi kan komme videre herfra?”

Der er flere hændelser fra Rikkes fortid, som hun har det dårligt over og ikke bryder sig om at tænke på. I den forbindelse har Rikkes samarbejde med Charlotte hjulpet Rikke til at indse, at hun ikke kan gøre noget ved sin fortid, og at det ikke nytter noget at bruge for meget energi på at spekulere over den.

”Charlotte har lært mig, at jeg skal lade være med at punke mig selv. Hun siger: ’Du kan ikke gøre det om. Der er ikke noget at gøre ved det.’ Sådan noget ville før i tiden have naget mig. Det ville have spist mig op indvendigt. Der har min mentor været med til at lære mig at lade ting ligge”.

I forlængelse heraf fortæller Rikke: ”Jeg kan ikke gøre noget ved fortiden, men jeg kan gøre noget ved nutiden, og jeg kan forholde mig til fremtiden”. Rikke og Charlotte bruger derfor meget tid på i fællesskab at undersøge, hvilke muligheder Rikke har for fremtiden. Et mentorforløb handler på den måde med at sætte realistiske fremtidsmål for Rikke – karrieremæssige såvel som personlige.
 

Alt i alt er Rikke meget bevidst om den store rolle, Charlotte har spillet for hendes dagligdag. Det har haft stor betydning for, hvordan det har set ud i kølvandet af den depression, hun fik for lidt over halvandet år siden.

”Jeg synes jo selv, jeg er en stærk person. Men det var jeg ikke for et år siden, da jeg mødte Charlotte. Flere af de ting, der ligger i min bagage, har været enormt skræmmende. Dét, at der er én, der rent faktisk gider lytte til de ting – én, der bare læner sig tilbage og lader dig tale, og som stikker fingeren i jorden og siger: ’I dag gør vi sådan og sådan…’ – det har været rigtig vigtigt for mig.”

Skrevet af Benjamin Jul Olsen

Vær til stede i nuet

Skrevet d. 15 december, 2020

I en travl hverdag, kan det være svært at være fuldt tilstede i nuet. Konstant er der ting, der kræver vores opmærksomhed, og vi kan have en tendens til at tænke på for mange ting, på én gang, og blive stressede. Med mindfulness meditation kan du opnå større klarhed, nærvær og bedre opmærksomhed i nuet.

Buddhismen har altid dyrket mindfulness, da teknikken er designet til at skabe ro i sindet, modvirke stress samt træne koncentrationen og rummeligheden. Denne dyrkelse har vi, i vesten, efterhånden taget til os for at håndtere dagligdagens stress og travle tempo. Sammenhængen mellem den mentale sundhed og mindfulness har også slået rod i behandlingstilbud af psykiske og fysiske lidelser, hvor klienten lærer at blive opmærksom på sine tankermønstre, og de valg opmærksomheden giver.

Christina Ganslev fra Livingminds er Wattar Gruppens faste mindfulness ekspert og har en bred international erfaring som meditationslærer og mindfulness instruktør. Hun har i de seneste fem år undervist i mere kliniske og kognitive sammenhænge, bl.a. i forhold til mindfulness anvendt i behandling af angst, depression, stress og kroniske smerter.  Vi har talt med Christina og bedt hende komme med nogle fif til, hvordan du kan træne din opmærksomhed og gøre mindfulness til en del af din hverdag.

Alt for mange ting på en gang

Vi kan foretage mange ting samtidig, og det er ofte meget hjælpsomt. Det, der ikke er så godt, er når den evne tager over, hvilket tit sker i et travlt og moderne liv. På grund af de mange input, vi oplever i hverdagen, får vores hjerne sjældent lov til bare at være til stede, og det er det, mindfulness meditation handler om. Mindfulness meditation styrker evnen til at være tilstede i nuet, uden at have en forudindtaget mening om, hvordan tingene skal være.

Hverdagen byder på en masse oplevelser, som vi mennesker konstant analyserer. Er oplevelsen god eller dårlig, og hvad skal vi gøre ved den? Tricket ved mindfulness er at forstå, at vi ikke behøver at gøre noget ved oplevelsen. Det første man skal arbejde med, er at begynde at nærme sig oplevelsen, og finde ud af, hvordan den er. Her er kroppen især god at anvende, da vores tanker som regel ikke er forbundet med den. Du kan eksempelvis begynde at lægge mærke til dine fødder – er de ømme, trætte, kolde? Dette bryder med dine sædvanlige tankemønstre og du begynder at lægge mærke til noget, som du ikke er van til.

Læg mærke til dine præferencer

Mennesket har en tendens til at lægge en præference nedover nuet. Vi har typisk en præference som hedder, at tingene skal gå godt, og at vi skal have det godt – hele tiden!

”Det er fint at have en præference. Der er ikke noget i vejen med at stile efter noget, og den evne vil aldrig stoppe. Men det mindfulness kan gøre er, at du kan begynde at lægge mærke til hvilke præferencer du har. Når du først har mærket, hvad der er af præferencer, så kan du vælge, hvad din opmærksomhed skal have fokus på,” forklarer Christina.

Hvordan er dine omgivelser

En oplevelse kan enten være behagelig, neutral, ubehagelig eller en blanding. Der er typisk lidt af hvert i vores opmærksomhed. F.eks. kan det være, at du lige nu sidder hjemme hos dig selv i hyggelige omgivelser, og har en følelse af at have det rart. Samtidig kan du have ondt i armen, fordi du slog dig tidligere. Og så er der sikkert også en masse følelser, som du ikke har lagt mærke til. Det spændende opstår, når du begynder at lægge mærke til dine oplevelser, og samtidig føler, at du har et valg i forhold til, hvordan du forholder dig til dem.

Vores sind fungerer således, at når vi oplever noget rart, så vil vi gerne holde fast i den følelse og have mere. Derimod når vi oplever noget kedeligt, bliver vi uinteresserede. Og en ubehagelig oplevelse gør, at vi prøver at ignorere den, og få den til at gå væk.

Prøv at lægge mærke til, hvilke oplevelser du har lige nu? Hvilke følelser finder du? Hvordan har din krop det? Er der noget, som du ikke har lagt mærke til tidligere?

Bliv ikke fanget i dine forventninger

Forventninger er noget vi alle har. Det kan være til julegaverne, som ligger under træet, eller til kagen du har haft lyst til hele dagen. Vi bliver tit fanget i vores forventninger og idéer om, hvordan tingene skal være. Ved brug af mindfulness kan du øve dig i, at komme tilbage til det faktiske nu. Når du fokuserer på dine forventninger, kan det være ødelæggende for selve oplevelsen.

Det første du kan arbejde med, er at have en venlig attitude, over for det du oplever, og over for dig selv. Det kan du eksempelvis gøre, når du bliver skuffet. Her kan du arbejde med dine tankemønstre, og sige til dig selv, at det at blive skuffet er en del af det at være menneske. Vi bliver skuffet indimellem, og det er okay.

En meditationsøvelse til at opnå bedre opmærksomhed i nuet

Det vigtige er at få bygget bro mellem dit daglige liv og mindfulnesstræningen. Den følgende øvelse giver dig mulighed for at anvende mindfulness i løbet af dit daglige liv.

Åndehuller

Det er vigtigt at skabe nogle åndehuller i sit liv – gerne flere gange om dagen, hvis muligheden er der. Åndehulsøvelsen tager tre minutter. Du kan udfører den, hver morgen når du møder på arbejde, når du er presset eller inden du kommer hjem. Udfør øvelsen enten ved starten eller slutningen af en aktivitet. Brug en timer til at holde øje med de tre minutter – så behøver du ikke at gøre det.

Sæt dig behageligt eller stil dig op med begge dine fødder på gulvet. Du kan have åbne eller lukket øjne, alt efter hvad du finder mest behageligt, og alt efter hvordan du bedst kan fastholde koncentrationen. Start med at tage et par dybe indåndinger. Forsæt med at trække vejret. Vær opmærksom på dit åndedrag. Du kan lægge mærke til dine sanser, den måde du mærker stolen, når du sidder, den måde du mærker dine fødder i gulvet, de lyde der er i rummet, hvor du er, eller de lyde der er på gaden.

Du kan lægge mærke til, hvordan din krop har det lige nu – er den rolig? Er den anspændt, frisk eller træt? Du kan lægge mærke til din sindsstemning. Om du er glad, rolig eller keder du dig? Læg mærke til, om dine tanker kommer til at koncentrere sig om nogle bestemte emner. Men bliv i de tre minutter åndehullet varer, og vend herefter tilbage. Du kan vende tilbage til din hverdag ved at mærke, hvordan du sidder på stolen, eller hvordan du står på gulvet. Begynd langsomt at afslutte øvelsen, og vend tilbage til nuet og resten af din dag. God fornøjelse!

Er du interesseret i at lære flere konkrete teknikker og få en forståelse for dine egne reaktionsmønstre? Så udbyder Wattar Gruppen løbende kurser i mindfulness meditation. Læs mere her.

Vejen tilbage til arbejdsmarkedet

Skrevet d. 15 november, 2020

Hvordan vender man tilbage til hverdagen efter at have fået en depression? Og hvordan bliver man i stand til at komme tilbage på det arbejdsmarked, man før plejede at være en del af? Disse spørgsmål har Lena haft tæt inde på livet gennem det seneste års tid.

I starten af 2015 blev Lena kaldt ind af sin chef, der fortalte hende, at der på arbejdspladsen gik rygter om, at hun ikke var til at stole på. Til trods for møder med sine overordnede (afdelingschefen og HR-chefen) kunne Lena imidlertid ikke få fortalt, hvad rygterne mere konkret dækkede over, og hvem de stammede fra.

Afdelingschefen blev direkte vred på Lena over, at hun ville til bunds i sagen og fortalte hende, at ”hun selv måtte tænke over, hvordan sådan et rygte om hende kunne opstå” – hvilket var svært for Lena, der i bund og grund ikke vidste, hvad hun havde gjort.

Som følge af at Lena intet kunne få at vide om rygterne begyndte hun at mistænke alle på arbejdspladen og lukke af over for kollegerne. Episoden gnavede i hende, og hun begyndte i højere og højere grad at mistrives på arbejdet.

Denne udvikling ledte frem til, at Lena i sommeren 2015 fik en depression. Den 30. juni sygemeldte hun sig, og efter hun havde været syg i fem uger, gav hendes chef hende beskeden om, at hun var fyret.

Lena blev derfor i midten september tilknyttet et jobcenter i Københavnsområdet, og efter sit første møde på stedet blev hun tilbudt at deltage i Wattar Gruppens kursus ’Mestring af Sygdom og Job’. Som navnet angiver, er målet med kurset at lære at mestre en tilværelse præget af sygdom. Derudover får kursusdeltageren nødvendige redskaber til på sigt at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Mestringskurset

For Lena var særligt to af de øvelser, som hun blev introduceret for på mestringskurset, meget givende. Den ene af disse er den såkaldte ”Positiv dagbog”. I denne dagbog skal man på daglig basis skrive om nogle af de små ting i hverdagen, der gør en glad. Meningen er, at man på denne måde kan få sit fokus flyttet over på nogle af de positive aspekter ved tilværelsen. Om effekten af at bruge ”Positiv dagbog” fortæller Lena: 

”Ved at bruge ”Positiv dagbog” kunne jeg se, at det ikke var alting, der var sort i mit liv. Jeg havde også rigtig gode ting, som jeg kunne skrive ned. Pludselig kunne jeg gå tilbage og tænke: ’Nå, ja, der var også den søndag, da min søn kom, hvor vi spillede spil og havde en rigtig god aften.’”

For Lena var det svært at skrive i dagbogen i starten: ”Jeg havde det jo rigtig dårligt på det tidspunkt, så det var svært at komme på noget. Men efterhånden som tiden gik, og jeg hørte, hvad de andre kursusdeltagere havde skrevet, så blev jeg bedre og bedre til at bemærke de gode oplevelser i min egen dagligdag, og det blev nemmere at udfylde siderne i dagbogen.”

Udover ”Positiv dagbog” blev også de særlige vejrtrækningsøvelser fra mindfulness-meditation, som kursusdeltagerne blev præsenteret for på kurset, et vigtigt redskab for Lena til at få det bedre med sig selv.

Ved disse mindfulness-øvelser fik deltagerne trænet deres opmærksomhed, så de bedre kunne fokusere på nuet og undgå at blive fanget af negative tanker og følelser. Øvelserne lærte også deltagerne at være mere åbne og rolige, så de bedre kunne møde deres udfordringer med accept, rummelighed og overblik. Om øvelserne fortæller Lena:

”Mindfulness-øvelserne gav mig en ro, fordi de var gode til at få tankerne hen på noget helt andet. De gav mig også en styrke i at vide, jeg faktisk var god nok, som jeg var. Når jeg fx kunne mærke, at jeg kørte op og begyndte at føle mig skidt tilpas, så kunne jeg bruge øvelserne til at sætte mig ned og trække vejret på en ordentlig måde for så at blive rolig igen.”

For Lena har ”Positiv dagbog” og mindfulness-øvelserne været vigtige redskaber, der har givet hende en større selvkontrol, og som har gjort,

at hun ikke længere har samme behov for hjælp, som hun havde, før hun startede på mestringskurset. Udover disse øvelser har det for Lena været en stor gevinst ved kurset, at hun har mødt andre mennesker, der har stået i samme situation som hende selv.

”Jeg troede jo før kurset, at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan her. Men på kurset lærte jeg andre mennesker at kende, der var i samme båd som mig. Det var med til at give mig en vished om, at der ikke er noget galt med mig som menneske, fordi jeg har det sådan her. Og det var rigtig vigtigt for mig at nå til den erkendelse, at jeg ikke er alene i hele verden, og at der også er nogle, der gerne vil lytte på mig.”

Efter kurset

Efter kurset har Lena fundet en helt anden balance i sit liv, ligesom hun nu meget bedre kan kontrollere sit liv, end hun kunne før.

Lena er desuden kommet tilbage på arbejdsmarkedet. I februar 2016 fik hun tilbudt et vikariat i en bank, hvor hun arbejder som kunderådgiver. Desværre er der ikke mulighed for, at Lena kan få videre ansættelse i banken, efter hendes vikariat er ophørt, men hun er alligevel ikke i tvivl om, hvad det har givet hende at komme tilbage i arbejde:

”Det har givet mig mere energi at komme ud og være sammen med andre mennesker. Også bare det at have noget at stå op til. Jeg skal op og af sted, for der er nogen, der venter på mig. Jeg kan ikke bare blive liggende, hvilket jeg jo kunne, da jeg stadig var sygemeldt. Og jeg kan godt lide følelsen af, at nogen har forventninger til mig.”

I det hele taget føler Lena, at hun igen er i stand til at varetage et fuldtidsjob – hvilket jo også er, hvad hun gør i sit nuværende job som kunderådgiver. For Lena er dette i høj grad en følge af de redskaber, hun har fået igennem mestringskurset:

”Jeg ved slet ikke, hvor jeg havde været, hvis ikke det var for det her kursus, hvor jeg har fået nogle af de her teknikker, og hvor jeg har oplevet, at der faktisk er andre, der er i samme situation som mig. Så havde jeg måske stadig været sygemeldt.”

Er du interesseret i at læse mere om kurset ’Mestring af Sygdom og Job’, kan du klikke her.

Skrevet af Benjamin Jul Olsen

Wattar Gruppens mentorer hjælper borgere videre i livet

Skrevet d. 15 oktober, 2020

Hos Wattar Gruppen har vi et team af dygtige mentorer, der hjælper og støtter borgere med at komme tættere på arbejde eller uddannelse og til at få en mere velfungerende hverdag. Formålet med vores mentorstøtte er at hjælpe borgeren til at gennemgå en forandringsproces, hvor vedkommende får struktur på sin hverdag og bliver parat til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Vi samarbejder med en række kommuner og jobcentre i København og omegn, hvor vi støtter borgere i deres udvikling gennem et mentorforløb. En mentor kan blandt andet bruges til at skabe struktur i hverdagen for borgeren, forbedre jobsøgning, skrive ansøgninger, øge borgerens viden om uddannelse og jobmuligheder, øge borgerens bevidsthed om egne kompetencer og ressourcer, motivere for at komme i behandling for psykiske og fysiske problemer samt at støtte borgeren til at overholde aftaler og møde til tiden.

Vores mentorer har forskellig faglighed og personlig baggrund og erfaring fra arbejdsmarkedet og uddannelsesforløb. De har valgt at arbejde som mentorer, fordi de gerne vil hjælpe og støtte andre i deres tilværelse. Mentorerne er energiske og kvalificerede professionelle personer, som brænder for at få lejlighed til at bruge deres viden og færdigheder og gøre en forskel.

Vores mentorforløb

Fundamentet for vores mentorers arbejde er den kognitive teori og metode, som bliver kombineret med positiv psykologi, motivationsskabende dialog og konstant fokus på forandring og at borgeren opnår sine mål.

Overordnet er det mentors rolle at være med til at opmuntre og skabe betingelser for at borgeren kan opnå sine mål og få overskud til at komme tilbage på arbejdsmarkedet og blive der. Mentoren har fokus på muligheder frem for begrænsninger med henblik på at støtte borgeren i at igangsætte eller gennemføre en forandring. Mentoren hjælper med at finde og tydeliggøre borgerens ressourcer, og hvordan disse kan udvikles og skabe nye.

Mentorernes rolle er helhedsorienteret og omfatter også støtte til praktiske, sociale og sundhedsmæssige problematikker, som er hindrende for borgerens udvikling og forandring.