Møde med mentee – Et eksempel på et mentorforløb for unge

Sofie tidligere mentee om mentorforløb for unge hos wattar gruppen

“Man bliver mødt dér, hvor man er”

Et møde med Sofie – tidligere mentee

Sofie er i dag 24 år gammel, men da hun var 21 år gik hun i et 8 måneders mentorforløb hos Wattar Gruppen – og Sofie husker det som en meget positiv oplevelse, som hun gerne vil dele med andre unge.

”Jeg blev glad, jeg glædede mig faktisk. Jeg havde fået at vide, at det var en form for støtteperson, der kunne hjælpe mig videre med de udfordringer jeg stod med dengang. Jeg husker, at jeg glædede mig.”, siger Sofie da jeg spørger ind til, hvad hun tænkte dengang hun blev tilmeldt et mentorforløb.

Det var ikke ”typiske” møder

Jeg er lidt interesseret i at høre mere om, hvad man laver i et mentorforløb, så jeg spørger Sofie, hvordan et typisk møde med hendes mentor foregik?

”Det var meget forskelligt” fortæller Sofie, og fortsætter: ”Vi havde både nogle møder, hvor vi arbejdede intensivt med at finde ud af, hvad jeg skulle lave og fremtiden. Vi snakkede også meget personligt om ens problemer og udfordringer i hverdagen. Andre gange gik vi bare ned på Hovedgaden og spiste en frikadelle.”

Det var meget vigtigt for Sofie, at hun følte, at der var plads til hende og at mentormøderne var en form for frirum, hvor hun kunne være lige meget, hvordan hun havde det.

Sofie fortæller:”Det var ikke typiske ”møder” det var mere, at man blev mødt, hvor man var og afhængigt af, hvad man havde brug for – så gjorde vi det. Sådan en god forventningsafstemning – på en eller anden måde.”

”Der var ikke noget krav om, at jeg skulle komme og have det godt – det var tilladt at have det skidt – eller have en dårlig dag.”


Der er alt for mange muligheder

Sofie havde som mange andre svært ved at finde ud af, hvad hun skulle gøre med sin fremtid og hvilken uddannelse hun ville tage. Jeg spørger ind til, hvordan det var at være ung, og ikke vide, hvad man ville være når man blev ”voksen”.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg ville – jeg var inde på UG (UddannelsesGuiden, www.ug.dk, red.) og læste ALLE uddannelser igennem, og der var ikke noget jeg ville.”, siger Sofie. ”Der var alt for mange muligheder – i stedet for at kokkens søn også bare bliver kok.”

Sofie fortæller, at hun sammen med sin mentor gennem samtale og et par tests, fx de 24 styrker, fandt frem til, hvor hendes styrker, interesser og ressourcer lå, for at spore sig ind på, hvad hun havde lyst til at arbejde med og uddanne sig til.

”Én ting er, hvad man får energi af, men, hvad aflader én? Og så fandt vi ud af, at jeg godt kan lide struktur – altså det er noget jeg får energi af. Jeg kan godt lide, at der er regler for, hvad man gør og ikke gør – og så tage det med over i sit arbejde.” fortæller Sofie.

Sofie endte, i samarbejde med sin mentor, med at finde frem til, at hun gerne ville have en kontoruddannelse. Nu er hun lige blevet færdig som lægesekretær, og er ansat i en fast stilling.

Jeg er blevet stærkere

Hvad har Sofie fået ud af sit mentorforløb? Jeg spørger Sofie, om hun tror, at hun var nået til det sted hun er i dag – med en færdig uddannelse og fast job, som kun 24-årig, hvis ikke det havde været for hendes mentorforløb.

”Måske ja – men måske først senere i mit liv – jeg skulle nok nå fra A til B. Men min vej havde nok været lidt længere og lidt mere snørklet”, svarer Sofie.

”Jeg føler, at jeg er blevet stærkere. Jeg har fået nogle løsningsmodeller og værktøjer som har hjulpet mig videre.”, fortæller Sofie og forklarer:

”Jeg gik fra, at jeg ikke rigtig havde styr på mig selv og jeg vidste ikke, hvad jeg ville eller i hvilken retning jeg skulle. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derhen. Så den udvikling jeg gik igennem var fra at være sådan lidt – ikke et spørgsmålstegn – men sådan lidt uvidende om, hvor jeg skulle hen og manglede lidt et spark i røven – til at jeg lige pludselig fandt ud af: ”hov, jeg skal gå den her vej med hensyn til uddannelse, venner, familie og mig selv.””

Jeg spørger Sofie om denne udvikling skyldes hjælp fra hendes mentor og til det svarer hun: ”Det var rart at få en andens billede på det, nu når man er en usikker teenager, og at der så kommer en voksen og siger: ”Du har ret i det du føler. Du har ret i det du tænker”. Det var rart, når nu man var så usikker på det man tænkte, følte og syntes.”

 

Det skal nok gå!

”Det er faktisk ret svært at være ung, synes jeg” siger Sofie.

”Man kan lære, hvordan man laver mad og vasker tøj – men der er ikke nogen, der kan lære dig, hvordan du skal være som menneske.”

Jeg spørger derfor Sofie om hun ikke har et godt råd til andre unge, der står i samme situation som hun gjorde for 3 år siden.

”Hold ud!” siger Sofie og griner ”Nej! Det skal nok gå. På den ene eller anden måde så skal de nok komme igennem det de kæmper med – men nogle gange, er det vigtigt at have en person, der tager armen om én og siger: ”Det skal nok gå.” og siger ”Kom nu, vi finder ud af det!”.” afslutter Sofie.

Skrevet af Lea Sefeld

Wattar Gruppens Mentorforløb for unge

Kender du en eller kunne du gavne af at lignende forløb – så er vores mentorforløb for unge måske værd at læse mere om.

Følg linket nedenfor og læs mere om vores mentorforløb for unge:

Mentorforløb for unge

Læs mere om mentorforløb for unge