Trivsel fra et elevperspektiv

En trivselsambassadør fortæller


Trivsel på skolen er en grundlæggende forudsætning for elevers læring og udvikling. For Julie, der netop har færdiggjort 3.G på Sankt Annæ Gymnasium, har rollen som trivselsambassadør ikke blot været en titel, men en aktiv mulighed for at skabe en positiv forskel hos sine medstuderende. Gennem sit engagement i skolens trivselsambassadørgruppe har Julie erfaret, hvordan selv små initiativer kan have en stor og positiv indflydelse på andre elevers dagligdag.

Rollen som trivselsambassadør

Julie beskriver en trivselsambassadør som en elev, der aktivt holder øje med sine medstuderendes trivsel og velvære:

“En trivselsambassadør er ekstra opmærksom på, hvordan andre elever har det, og vi ved, hvordan vi skal håndtere situationer, hvor nogen ikke trives”.

Julie fremhæver vigtigheden af at kunne identificere ændringer i adfærd, der kan indikere mistrivsel, såsom når en elev bliver mere indadvendt eller undgår sociale aktiviteter.

Trivselsgruppens funktion & indsats

Som en del af skolens trivselsgruppe, der består af omkring 15 elever, arbejdede Julie aktivt på at fremme trivsel og skabe en inkluderende skolekultur. Gruppen arrangerer oplæg og fællestimer, hvor der sættes fokus på emner som grænser, samtykke og andre relevante trivselsrelaterede temaer.

Trivselsambassadørgruppen spiller også en vigtig rolle under skolens introdage:

”Vi er inde over 1.G’ernes introuge, den første uge af august, og faktisk er de fleste trivselsambassadører ofte også tutorer og med til at introducere de nye elever for skolen” fortæller Julie.  

Hun mener, at trivselsambassadørernes deltagelse i introdagene er afgørende, da det giver mulighed for at skabe en god opstart for nye elever og hurtigt introducere dem til trivselsgruppens arbejde samt give dem mulighed for selv at blive en del af skolens trivselsgruppe.   

”Vores trivselsgruppe er vokset meget efter vi har været en del af introdagene, hvor mange nye 1.G’ere er kommet til – det er megafedt!”

Elev til elev

Julie understreger, at det er vigtigt, at trivselsambassadørerne er elever og ikke voksne:

“Voksne kan noget andet, men trivselsambassadører bør være elever, da det er lettere for andre elever at spejle sig i nogen på deres egen alder.”

Hun påpeger, at nogle elever kan finde det udfordrende at tale med en voksen om deres problemer, og netop her spiller trivselsambassadørerne en central rolle som en mere tilgængelig og tryg støtte.

På Sankt Annæ Gymnasium har eleverne mulighed for at benytte en elevcafé til trivselssamtaler, hvilket Julie ser som en stor fordel:

“Jeg vil anbefale, at der er sådan et sted på skolen, hvor man kan have samtaler. Det gør det mere hyggeligt og hjemligt”.

Den uformelle atmosfære i caféen bidrager til at skabe et trygt rum, hvor eleverne kan tale frit.

Elevens rolle i skolens trivselsarbejde

Trivselsambassadørerne på Sankt Annæ Gymnasium er et eksempel på, hvordan unge kan spille en aktiv rolle i at fremme trivsel blandt deres jævnaldrende. Gennem Wattar Gruppens trivselsambassadørkurser, har de lært at skabe positive forandringer og styrke det sociale miljø på skolen. Som Julie udtrykker det:

“Der er noget særligt ved at påtage sig rollen som trivselsambassadør. Det giver én modet til at hjælpe og vejlede, som man måske ellers ikke ville have haft”.

Wattar Gruppen nyhedsmail

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Wattar Gruppens nyhedsmail og hold dig opdateret på vores online fyraftensmøder, nyeste artikler, kommende arrangementer og meget mere. 

Verified by MonsterInsights