Personer i fleksjob er blevet en stærkt efterspurgt arbejdskraft

Social bæredygtighed: Personer i fleksjob er blevet en stærkt efterspurgt arbejdskraft.


Interview med Jakob Henriksen, Direktør i Wattar Gruppen & Aktiv Servicecenter.
Skrevet af journalist Jakob vedelsby.


Efter at have
stået for Gardenas nordiske kundeservice i 5 år, har virksomheden Aktiv ServiceCenter/Wattar Gruppen indgået aftale om at levere en tilsvarende ydelse til Husqvarna. Opgaverne varetages primært af personer i fleksjob. Aftalen med Husqvarna spejler en klar tendens i tiden, hvor virksomheders voksende fokus på social bæredygtighed giver nye muligheder for mennesker med helbredsudfordringer.

Knap 30 personer i fleksjob fra Danmark har siden marts 2024 været beskæftiget i virksomheden Aktiv ServiceCenter, hvor de varetager service og support for Husqvarnas kunder i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Aftalen med Husqvarna kommer oveni et tilsvarende samarbejde med den svenske koncerns datterselskab Gardena, som startede op i 2019. Også her består medarbejderstaben primært af fleksjobbere. 

 ”Vi kan se, at virksomheder i stigende grad efterspørger mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Det skyldes en generel mangel på arbejdskraft, men først og fremmest oplever jeg, at dem vi samarbejder med, som led i deres ESG-strategi har et dybtfølt ønske om at tage et socialt samfundsansvar. Og vi gør det let for vores kunder at gøre netop dét” siger Jakob Finn Henriksen, Direktør i Wattar Gruppen & Aktiv ServiceCenter.

Aktiv ServiceCenter

Voksende fokus på S’et i ESG 

Han fortæller uddybende, at han ser aftalen med Husqvarna som et spejl af en klar tendens i tiden: At stadig flere virksomheder ønsker at bidrage til en bæredygtig udvikling over hele linjen – og dermed også har fokus på S’et i ESG.  

 ”Vi får henvendelser fra virksomheder, der ligesom os mener, at social bæredygtighed er mindst lige så vigtigt for verden som miljømæssig og økonomisk bæredygtighed – og dermed katalysator for at skabe et på alle parametre bæredygtigt samfund. Det handler basalt set om, at alle mennesker skal have adgang til at opnå et meningsfuldt, balanceret og værdigt liv. Ingen skal efterlades tilbage på perronen, da det både er uacceptabelt i forhold til den enkelte og på sigt vil true sammenhængskraften i samfundet og dermed vores fælles fremtid siger Jakob Finn Henriksen. 


Det kunne være dig og mig  

Der kan være mange årsager til, at man havner på kanten af arbejdsmarkedet med nedsat arbejdsevne. Jakob Finn Henriksen opremser eksempler på nogle få af dem, han har kontakt med: En murer fik ødelagt ryggen, en leder fik alvorlig stress, en pædagog løb ind i en kronisk sygdom og en skolelærer var ude for et trafikuheld.   

”Det kan ske for os alle uanset uddannelse og fag, at vi havner i en situation, hvor vi bliver mere eller mindre uarbejdsdygtige. Hvis det sker, vil man få kontakt til sit jobcenter, der heldigvis har forskellige tiltag i skuffen. Et af disse er muligheden for et ’fleksjob’, som er for borgere, der på grund af deres helbredsmæssige situation ikke kan arbejde fuld tid, men heller ikke er så helbredsmæssigt begrænsede, at de kan få tilkendt førtidspension. I dag er ca. 100.000 borgere i Danmark bevilget fleksjob fortæller Jakob Finn Henriksen.  


Robotplæneklippere og vandingsanlæg
 

Han forklarer, at en person, der er ansat i fleksjob, arbejder på samme vilkår som alle andre ansatte, men kun i det antal timer, man kan holde til. Jobcentre kan benytte sig af eksterne aktører til opgaverne med at finde fleksjob, og netop denne rolle har Jakob Finn Henriksen varetaget i to årtier. Det var derfor med stor erfaring i rygsækken, at han stiftede Aktiv ServiceCenter sammen med sin mangeårige forretningspartner Brian Frylund Mikkelsen, Direktør i Aktiv ServiceCenter. Men ideen udsprang faktisk fra virksomheden Gardena.  

”Lederen i Gardenas danske afdeling havde fået til opgave at opstarte en service- og supportafdeling til håndtering af kundehenvendelser om alt fra robotplæneklippere til automatiske havevandingsanlæg. Han havde hørt om fleksjobordningen og var nysgerrig på, om det var muligt at tilknytte fleksjobbere. Derfor kontaktede han mig. Vi have nogle gode snakke om perspektiverne, og da vi var enige om retningen, tog det os en månedstid at starte aktiviteterne op.”  

 
Uhørt højt serviceniveau  

Jakob Finn Henriksen kontaktede flere jobcentre og rekrutterede hurtigt 15 personer, hvoraf de fleste var bevilget fleksjob. Efter et intromøde, hvor virksomhedens idé blev præsenteret, besluttede 8 fleksjobbere at være med, og de blev ansat til at dække 2,5 fuldtidsstilling. Efter oplæring i Gardenas produkter begyndte de at besvare kundeopkald, og resultaterne overgik forventningerne.  

”Det viste sig hurtigt, at vores fleksjobmedarbejdere klarede sig over al forventning. De leverede en svarrate på ca. 90 pct., hvilket var uhørt højt i forhold til normalen, som ifølge Gardena lå omkring de 50. Svarraten viser, hvor mange af de kunder, der ringer ind, som får løst deres problem direkte i telefonen. Og her 5 år senere holder vi samme høje niveau.” 


Mennesker der blomstrer 

Allerede året efter blev aftalen med Gardena udvidet til at dække hele Skandinavien, og Aktiv ServiceCenter måtte ansætte flere personer i fleksjob, som i fællesskab dækkede 5 fuldtidsstillinger. Den netop indgående aftale med Husqvarna har mere end tredoblet medarbejdertallet, som i dag nærmer sig 35. 

Jakob Finn Henriksen lægger ikke skjul på, at det kræver et omfattende administrativt arbejde at få brikkerne til at falde på plads for de mange fleksjobbere, som typisk kan arbejde mellem 4 og 12 timer om ugen. Samtidig er der en naturlig tendens til, at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet undertiden, men langt fra altid, har et lidt højere sygefravær end andre. Derfor har Aktiv ServiceCenter også oprettet et vikarteam, der kan træde til, når behovet opstår. Det består bl.a. af tidligere fleksjobbere, som er gået på pension.   

”Vores udgangspunkt har fra starten været at sætte fart på personer i fleksjobs indslusning på arbejdsmarkedet, fordi det er er nemmere at komme i betragtning til et job, hvis man allerede kommer fra en fast stilling. Det har dog vist sig, at folk er så glade for arbejdet og fællesskabet, at de bliver hos os. Det er vi ret stolte af, fordi det må betyde, at vi gør noget rigtigt. Og jeg kan kun sige, at det er hele arbejdet værd at se mennesker i uoverskuelige livsudfordringer begynde at blomstre igen og stille og roligt finde tilbage til det gode liv – på trods af de forskellige udfordringer, de nu engang har.”  

Klik her og læs mere om Aktiv ServiceCenter 

Wattar Gruppen nyhedsmail

Hold dig opdateret

Tilmeld dig Wattar Gruppens nyhedsmail og hold dig opdateret på vores online fyraftensmøder, nyeste artikler, kommende arrangementer og meget mere. 

Verified by MonsterInsights