Eksamensangst

Eksamensangst kendes også som sceneskræk. De fleste af os kender til nervøsiteten ved at skulle holde tale ved en rund familiefødselsdag. Vi er bange for, at talen bliver pinlig, at tilhørerne vil kede sig eller synes, at vi er dårlige talere. Får man lejlighed til at holde mange taler, lærer de fleste at blive mindre bange, efterhånden som man får mere træning. Man lærer af erfaringen. Det er det samme med eksamensangst.

De fleste er lidt nervøse, når de skal til eksamen og har måske lidt sommerfugle i maven, hvilket hjælper til at yde en god præstation. Men har man alt for mange sommerfugle i maven, tager de opmærksomheden, og forberedelsen og præsentationen vil lide under det.

Eksamensangst er altså den angst og det ubehag, en person kan opleve i forbindelse med at skulle op til standpunktsprøver, eksamener eller andre præstationssituationer, hvor deres viden og færdigheder bliver vurderet af andre. De forventer at blive spurgt om netop det, de ikke har forberedt sig på eller ikke har kunnet forstå. De er bange for, at der vil ske noget ubehageligt eller måske forfærdeligt i situationen. De frygter, at det måske vil ødelægge deres fremtid for altid, hvis de går i stå til eksamen. De har en forventning om, at eksamenssituationen vil blive ubehagelig og frygtelig og derfor har de skræmmende tanker. Med den tænkemåde er det forståeligt, at de er bange.

Personer med eksamensangst oplever at være fanget i en ond cirkel, hvor tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger gensidigt forstærker hinanden i en negativ spiral. Når personen er fanget i en sådan ond cirkel, er det svært at komme ud af den. Tankerne går i ring og handler alle sammen om, at personen ikke vil kunne klare sin eksamen. Kroppen ryster, sveder/fryser, hjertet galoperer af sted, der er kvalme og anspændthed.

Behandling af eksamensangst

Vi arbejder ud et kognitivt adfærdsterapeutisk grundlag med forståelse for angsten og de uhensigtsmæssige mønstre. Du har brug for at få orden i dit hoved og få dine tanker under kontrol for at kunne koncentrere dig om at læse og være forberedt til eksamen. Vi lærer dig at undersøge dine tanker: er denne eksamen virkelig så farlig?  Du har måske læst grundigt hele året, og skulle i princippet kunne klare dig. Det er derfor mest de negative tanker om situationen, der gør dig bange. Hvis du tænker skræmmende tanker om en situation, bliver du bange, og tænker du mindre skræmmende og mere hensigtsmæssige tanker, bliver du roligere. I virkeligheden ved du jo ikke på forhånd, om du vil gå i stå, dumpe eller gøre dig selv til grin. Hvis du kan ændre dine tanker til at være mere hjælpsomme, vil den onde cirkel opløses.

Et samtaleforløb vil kunne hjælpe dig til at bane vejen for mere hensigtsmæssige mønstre, som vil give dig større sikkerhed og ro i eksamenssituationer.